Idag skulle Jonathan og jeg forbi en sød pige, for at spise sushi – bare os og 8 andre kvinder.
Og endnu engang viste Jonathan mig at det ikke altid er målet med turen, der er det vigtigste. Turen dertil kan være mindst lige så vigtig. Det, at vente på toget, kan sagens blive en hel videnskab, når man bare er sammen – og kan drille hinanden ved at stjæle et sjal og løbet lidt rundt og spille op.
På magisk vis kan Jonathan faktisk trylle isbjerge frem. Alle de store bunker af sne/is, der ligger på vejen, er faktisk nogen, Jonathan laver, efterhånden som han kommer frem. Vi havde en lang samtale om, hvordan han om natten lader op, så han har sne nok, når han skal afsted dagen efter.
Gåturen, der hjemmefra blev tænkt lang og lettere uoverskuelig, endte med at blive det vi glædede os til, når vi skulle hjem igen.
Dertil kommer så, at snakken, sushien og de andre kvinder: Det var ALLE tiders. Jeg havde meget gerne været der i flere time endnu.