Her er en situation, jeg gerne vil have jeres bemærkninger til.
Moren i familien har besluttet sig til, at indgyde sine afkom med lidt kultur, historie og kunst. Derfor drog vi alle fire til Glyptoteket i dag. Jeg glædede mig til at gå og fortælle min datter alle de små historier, jeg kan huske – dels fra dem min far har fortalt mig – og dels fra hvad jeg har læst i “oldævl”
Far tog sig af Jonathan. Jonathan så andre ting end os andre. Det var også ok. De imponerende trapper mv. var det, han var mest interesseret i. Tilgengæld kunne jeg så gå og snakke med min datter – om kunst – om historien. Og om hvorfor der var et spøgelse på billedet af Sokrates i fængelset.
Der var ingen tvivl om, at min datter fik noget ud af det. Men der var heller ikke nogen tvivl om, at hun 10 gange hellere ville en tur til Build a Bear eller et smut over gaden til Tivoli.
Jeg er vokset op med at vi tog på tur nærmest hver weekend. Hvis der ikke var en fodboldkamp af min brors vi skulle se, så var det kirker og kalkmalerier – eller andre kulturelle tilbud.
Jeg kan ikke FORESTILLE mig, at jeg har været jubellykkelig for min fars historier. Jeg kan godt huske, at han indimellem har fanget mig på en måde, så jeg har været helt forblændet af hans fantastiske evner til at fortælle tingene, så man nærmest står midt i dem.
Men stadigvæk. Jeg VED jeg har sukket HØJLYDT ved tanken om endnu en kirke.. Endnu et museum.
Og det gjorde min datter også idag – da vi skulle op på anden sal og se impressionisterne. “Jeeeejjj … Jeg GIIIDER ikk” sagde hun, da vil trykkede os på til Monet og Gaugain. Men op skulle hun, for jeg VILLE vise hende, de fantastiske penselstrøg, der kommer til live.
Dødeligt facineret af malerierne ville det være løgn, at påstå, hun blev. “Øjjj… jeg GIDER altså ikke se de billeder” sagde hun i en af mine pauser af talestrømme om lys og virkemetoder.
Og her kommer så forskellen mellem min kære mand og jeg.
Jeg opfatter hendes “øjj…” som helt normalt for en 10- årig, der bliver “tvunget” gennem gangene af sin mor og far. Jeg er klar over, at det er min pligt som mor til indimellem at fortælle en historie, der fanger hende – og dermed skaber lidt interesse. Jeg forventer ikke, at hun synes ALT er vidunderligt og smuk.. og at hun hele tiden er dybt opmærksom på, hvad jeg siger. Hun er 10 år – og museumer, ER ved alt andet lige ikke lige det fedeste sted at være i den alder.
Min mand derimod mener, at hun var uopdragen. At hendes manglende interesse og hendes “sukkerier” var tegn på, at hun slet ikke var stor nok til at få sådanne oplevelser. At hun var uopdragen – og at vi måtte tage hjem fra museumet efter 45 minutter – for DET var hun ikke stor nok til.
Jeg tager hende afsted igen.. Og hun kommer til at kede sig igen.. Men jeg håber, at bare een ud af 10 af de historier, jeg fortæller hende, giver hende noget.. At det er noget, hun husker og tager med sig.
Er jeg helt urimelig? Er det ok, at børn sukker og “ikke gider” eller skal et “gud hvor er dette kedeligt” respekteres?
Altså, jeg tror ikke et barn får særlig meget ud af det hvis det keder sig. Det er ikke så længe siden jeg selv var barn og har ikke selv fået nogen endnu, så jeg har ikke en “de bør da også se..” instilling til tingene (hehe).
Men jeg elskede museer da jeg var lille – altså, den slags hvor der var noget man kunne røre ved og sådan. Og hvis jeg skal være HELT ærlig så tror jeg nok jeg er enig med din mand – hvis hun 7. weekend i træk synes at det er bare SÅ kedeligt så er hun ikke stor nok endnu. Meningen med et museum er at man skal blive opslugt af tingene og have lyst til at fordybe sig – og det er en skam hvis alt din datter forbinder med det er kedsomhed. Vent med Gaugain til hun er lidt større og tag hende med en tur på experimentariet eller Nationalmuseet – hvor man kan lege og være “midt i” det mens man lærer. Det var i hvert fald noget af det bedste jeg vidste da jeg var i den alder 🙂
Pernille, jeg har ingen børn, og bør vel egentlig ikke udtale mig. Nuvel, min mor har lært mig at jeg er i min gode ret til at have en mening for der er nok med børn der har en mening om hvorfor jeg ingen har …
So here goes …
Jeg synes du har ret, det er sundt at åbne børns øjne for det estetiske i denne verden. At vise dem mestrene til inspiration i deres eget liv.
Jeg synes din mand handlede forkert ved ikke at støtte dig og have forståelse for din virkegrund.
Desuden så er der dele af livet der er kedelige og det skal 10-årrige også lære! Så hvorfor ikke lære dem det samtidig med at der bliver sendt lidt kultur ind ad bagdøren.
God tur!
Jeg tror det er sundt at lave noget andet end altid Bonbonland, Tivoli el.lign. Og et eller andet sted er sådan en tur som jeres jo med til at skabe byggestenene i hele vores grundviden. Jeg havde til tider også svært ved at se meningen med oldtidskundskab i gymnasiet, men idag er jeg glad for at have den viden med mig.
Jeg er så ikke enig i at nogle sider af er kedelige. Det synes jeg livet er for kort til. Men det betyder jo heller ikke at alting skal være sjovt… eller er sjovt…
Og det behøver heller ikke være kedeligt at få byggestene i vores grundviden ind 😉
Jeg har som sagt set adskillige kirker, som lille. Jeg husker det ikke som ubetinget “kedeligt” men jeg er sikker på, jeg ikke har jublet henrykt, hver gang min far har pakket bilen.
Jeg mener bare ikke, at alting behøver være SUPER sjovt fra enden til anden. Det er ok, at det indimellem ikke er så dødeligt spændende. Hvis vi kun kan fokuserer, når vi føler os superunderholdt, er der mange ting, vi aldrig vil komme til at vide noget om..
Mange tak for input. Det har givet stof til eftertanke.