Uha – hvor tænkte jeg den tanke mange gange, da jeg selv var barn. Jeg anså mig selv som et omvandrende leksikon i, hvordan man BURDE gøre. Hvad der var rigtigt at vælge.
Tvinge børn til at rydde op??? Hvor er vi HENNE?
Skælde ud? Ved de ikke, at jeg er lille – og de er store… og at jeg derfor er bange?
Andre regler for de voksne end for børnene????
Indimellem kommer jeg i tanke om de ting, jeg var enig med mig selv om, at jeg ALRIG ville gøre, når JEG blev mor.
Idag er jeg mor – og indimellem kommer jeg i tanke om alle de urimeligheder, jeg udsætter mine børn for – i deres øjne. Mange af tingene kan jeg smile af.. for jeg er blevet klogere - og idag kan jeg godt forstå, hvorfor tingene nødvendigvis må være som de er. Børn SKAL lærer at rydde op på deres værelse – og det er ikke kun for deres egen skyld – men også for resten af verdens skyld.
Men andre emner giver mig et stik i samvittigheden. At skælde børn ud.. særligt, hvis jeg selv kan mærke, at jeg er følelsesmæssigt vred selv. Jeg er ikke god nok til at sætte mig ned – at tale ordentligt – at se mine børn i øjnene – og TALE til dem – i stedet for at skælde ud. Dermed ikke sagt, at det ALDRIG er på sin plads at skælde ud – men mange ting kan tages på en bedre måde, med en dyb indånding.. og et midlertidigt tilsidesættelse af egne helt rimelige følelser.. og tage den på et andet niveau. Det ville jeg gerne være bedre til.
Med en ti-årig i huset, kan jeg allerede fornemme næste generation af "Det vil jeg ALDRIG gøre mod mine børn…."
Gudskelov er de fleste af de ting, det bliver sagt til, noget, hvor jeg ved, at hun vokser op – og får et andet syn på det, efterhånden om modenheden trænger ind.