Jonathan og far grinede, da maskine løb hen over Jonathans hoved. Det var sjovt med alt det hår, der faldt af.
Bagefter synes Jonathan det var herligt at ae "håret". Det var en underlig fornemmelse med alle de små stubbe. Alt i alt virkede det som om Jonathan var rigtig godt tilfreds med at blive skaldet (modsat hans fortsat rødglødende mor)
Lige indtil….
Et par timer efter – og han tager sig til håret igen. "Hov.. hår er i stuen" sagde han – og gik ind i stuen, som for at hente det. Hans ansigt var noget langt, da han kom tilbage. "Hår er VÆK!" sagde han.
Det var tydeligt at se på ham, at det pludselig gik op for ham, at håret IKKE blev klistret tilbage på hovedet lige om lidt. Håret ER og bliver … væk..
åååååååååå stakkels pus:(