En hyldst til mormor

Jeg sidder og hører et program fra Københavns radio. En diskussion om hvorvidt bedsteforældre skal være en aktiv del af børnebørnenes liv.

Hver gang, snakken falder på netop det emne, kommer jeg i tanke om, at jeg er et utaknemmeligt skarn – der slet slet ikke kan sige tak nok, for de fantastiske bedsteforældre mine børn har.

Mormor – min mor – moslede sig ind allerede fra starten, da Annike blev født. Hun ville så gerne passe hende, være noget for hende, tilbringe tid med hende.. men hun havde også en skjult dagsorden.

Jeg er skilsmissebarn. I min mors logik, blev jeg skilsmissebarn primært fordi mine forældre ikke havde tid nok til bare at være kærester. Bare at være noget for hinanden. Dette har hun ville sørge for, var anderledes for mig og min mand.

Hver onsdag – siden Annike startede i dagplejen, hentede mormor hende. Hun sørgede for at have tidligt fri om onsdagen, så hun kunne få mest muligt tid sammen med sit barnebarn. "Så kan I jo bruge tiden, som I vil". Det var genialt. For de 4-5 timer vi fik foræret, kunne bruges på så mange måder. Man kunne arbejde over – indhente det, man ikke kunne nå de dage, man skulle hente barn. Man kunne sidde – i frem og ro – og læse en bog. Eller man kunne – som vi gjorde rigtig mange gange – være kærester. Tage på resturant.. eller bare spise en god middag derhjemme… sammen.

Men hun stoppede ikke der. Annike var vist kun 2,5 år første gang hun var på ferie med mormor. (Eller var det 1,5 år?) Første år var de i sommerhus – ikke så langt væk – og så blev mor og far inviteret op for at se, at alle havde det godt. Det var rart – for det var svært at give slip. Og min datter STORtrivedes naturligvis. Siden da har de været afsted hver år. 1 uge hver sommerferie. Mormor er lydhør overfor Annikes ønsker, (således har de een gang f.eks. været ude og ride med hestevogn på Samsø) og mormor har en forståelse for, at man ikke bare kan tage en f.eks. 5 årige pige og regne med, at hende "gamle" mormor kan underholde hende uafbrudt i en uge. Så mormor har sørget for, at ferierne indeholdte mange andre børn, min datter har kunne lege med.

Det var det mest naturlige i verden, at min søn herefter skulle hentes om onsdagen. I starten var vi forsigtige. Det var kun hvis Annike ville have ham med, at han blev hentet – men aldersmæssigt passede det perfekt – for Annike gad ikke rigtig besøge mormor helt så meget mere… så Jonathan tog bare over om onsdagen.. Meget naturligt.. for Annike vil meget hellere bruge sin tid andre steder idag.

Indimellem synes jeg min mor er drønirriterende. Sådan tror jeg rigtig mange mennesker har det. Men uanset hvor irriterende og vred, jeg kan blive på min mor, så er det rart at vide, at med børnebørnene vil det altid fungerer. Mine børn er så glade for deres mormor – at jeg ALDRIG ville forhindre dem i at se hende.. og eftersom deres besøg hos hende foregår uden om vores indvirken (hun henter jo børnene selv 🙂 ), så vil kontakten til mormor være konstant, uanset om mor og far kommer hos mormor ofte – eller knap så ofte.

Jeg synes faktisk alt i alt, at min mor har været rigtig god til at "blande" sig i vores familieforhold. På den ene side holder hun sig i baggrunden – men på den anden side, så er hun der altid. Hvis mor og far er for meget for min store pige, ved jeg, at mormor vil tage godt imod hende. Og jeg ved, at mormor ville trøste og lytte – men jeg ved også, at mormor vil gøre hvad hun kan, for ikke at stå i midten af en konflikt. Det er en stor trøst for mig at vide, at min datter har et sted at gå hen, hvis hun bliver meget vred.. Et sted, jeg ved er trygt og godt. (Hun har endnu aldrig brugt muligheden – men den er der)

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en svær rolle: at være mormor. For det kræver, at man lægger sit livs vigtigste og største rolle fra sig: Nemlig at være mor. Det må indimellem være svært at så på sidelinien, uden at kunne tillade sig at blande sig. Alt dette har min mor mesteret udi det perfekte.. og det er jeg utrolig taknemmelig for.

Men det er slet ikke mig, der skal være taknemmelig. For de virkelige vindere er mine børn. Deres verdensbilled udvides. Deres billed af mennesker, der holder af dem – og vil passe på dem, er størrer .. og dermed er deres base tryggere.. Jeg er slet ikke i tvivl om, at min mor – børnenes mormor – er een af mange grunde, når mine børn vokser op og bliver trygge og givende mennesker for næste generation.