Tænk engang: Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle kunne blive vant til at se mit flag blive brændt. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle rejse mig op og gå ud og lave kaffe, mens fjernsynet viser billeder af 1000-vis af muslimer, der råber skældsord om mit fædreland.
Mon ikke det er på retræde nu? Eller er jeg virkelig blevet så hårdhudet, at der skal mere end et par tusinde protesterende til at få mig op af stolen?
Jeg nægter simpelthen at se tv-avis (eller læse fysisk avis) før det er slut. Jeg kan simpelthen ikke rumme mere, jeg bliver i dårligt og negativt humør, og ønsker bål og brand – og det hele fylder, både Tønder-sagen der er så afskyelig at jeg brækker mig ved tanken, og Muhammed-sagen der er så grotesk, at jeg får hovedpine af, at tænke på, hvordan det kom så langt ud.
Så jeg overser det altså bare, og håber det går væk af sig selv …..
Krammer
Åh, sådan har jeg også tænkt. Også alligevel sidder jeg her og snøfter lidt, mens ungerne sover, og manden går tur med hunden. For hvor er det bare en sørgelig, sørgelig verden, og en trist, trist sag. Og hvor er jeg dog rystet i mit fundament, og bange for, hvilken fremtid vi går i møde. Ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, for at sikre, at mine to dejlige piger kan vokse op i det land, som har givet mig så mange muligheder. Hvordan skal jeg sikre, at de kan leve i fred?
Dannebro hører nu til i flagstangen i en kolonihave en varm sommerdag. Jeg savner mit gode lille land, før al denne ufred…jeg tror aldrig vi kan vende tilbage det det, der var engang…