En lille klump menneske

Jonathan lå og havde taget lagnet over sig her til morgen. Han har ikke kunne finde dynen lidt længere nede, så for at få varmen, har han per refleks taget lagnet over sig.

Da jeg vågnede, skyndte jeg mig at dele min varme dyne med min søn. Hele hans ansigt viste med al ønskelig tydelighed, at den dyne var rar. Jeg prøvede at vække ham.. blidt og forsigtigt. En varm hånd på maven – og kærlige fingre gennem håret. Men Jonathan var alt for langt væk til at have tid til det komme op af sengen.

Til sidst bar jeg ham ind i stuen. Op skulle vi jo.. Så med min lille klump menneske, holdte jeg kærligt om ham, mens jeg forsigtig gik ind i stuen. Der sad far med en varm dyne om sig – og han tog imod vores sovende trold. Jonathan sov videre i fars arme og først, da jeg var på vej ud af døren, så jeg at han så langsomt var ved at få øjne.

Jeg elsker, når min søn er sådan. Han dufter stadig af de drømme, der har skabt morgensmilen om munden på ham – og hans lille krop er helt slap – fordi han stadig lever i drømmen. Den er et af de indtryk, jeg prøver at tage med mig – til når han er for stor til at blive vækket sådan.