Bloggen har været stille – længe. Årsagen er simpel. Rod i hovedet giver dårlige blogindlæg. Derfor har jeg foretrukket at være stille.
Men nu er jeg tilbage – for ham der kysser så fantastisk sagde det som det er.
Sandheden er, at jeg indimellem ligger søvnløs om natten. For den skilsmisse, der skulle gå så fantastisk – røg af sporet. Og jeg er rystet over mine totale manglende muligheder for at gøre noget som helst, der kan få det tilbage på sporet. Jeg står måbende tilbage. Indimellem kan jeg bruge en nat på at overveje, hvad nu. Men løsningen er der ikke. Desværre.
Og han ser på – ham der kysser så fantastisk. Og han er bekymret – for han kan se den pige, han forelskede sig i – hende, der formulerede kærlige roserøde tanker og hverdagens små skriverier, forsvinde væk fra alle de bogstaver og ord, der normalt sætter hendes tanker sammen i rammer, der kan gennemskues, forstås og arkiveres.
“Du bliver nødt til at skrive igen” siger han kærligt. Og han har ret. Jeg bliver nødt til at skrive igen.
Det er første skridt. Jeg kender også andet skridt – for da har han også ret… og det skal nok komme lige om lidt.
Puha – det lyder ikke særligt festligt.
Skriv, skriv, skriv for pokker – jeg er sikker på at det hjælper. Om ikke andet, så må det give lidt på det mentale overskud.
Det vil jeg ihvertfald håbe for dig :o)
Velkommen tilbage.
Det er ikke altid lige let at få alting skrevet ned i bloggen, noget er for privat, noget for rodet ect.
Jeg håber sporet findes igen eller at du i det mindste får tankerne på plads
Tak for jeres velkomster tilbage 🙂 Dejligt 🙂
Jo – det er netop den med, at noget er for privat… og noget er for rodet – og alt i alt bliver det bare svært. Men desto mere plads i hovedet, jeg giver det ret til at fylde, desto mindre lever jeg resten af mit liv – og helt ærligt: Det er det ganske enkelt ikke værd!
Dejligt du har fundet lysten til at skrive igen. Du har været savnet.
Er ked af at høre at det som tegnede til at blive en forholdsvis omgængelig skilsmisse åbenbart ikke er helt så let alligevel. Håber at I trods alt må finde løsninger som tilgodeser jer alle.
Mange tak, Eva.
Dine ord har været savnet … 🙂