Prinsedåb

TV'et kører i baggrunden – lillemand eller lilleprinsen hedder nu ganske officielt Christian Valdemar Henri John.

Ikke at det kan komme som nogen syndelig stor overraskelse. I det hele taget er der intet, der er en overraskelse. Men fanget i al den festivitas og smukke fanfarer, glider tankerne tilbage på mine børns dåb.

Det er som om der er en mening med, hvorfor det var så vigtigt for mig at få dem døbt. En samhørighed.. Ikke nødvendigvis med den lille prins – men med mit folkeslag – med den måde, jeg ser verden på.

Genkendeligheden synes jeg er det vigtigste i dåben. Troen på, at den måde, vi har bygget vores samfund, vores traditioner op på, måske slet ikke er så skæve.. At vi ihvertfald har dem til fælles.

Og når det så er skrevet, kan jeg ikke lade være med at føle, at Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary er tvungne traditionsbærer. De har fået tildelt en rolle, som de ikke har ret mange muligheder for at ændre på. Jeg har ingen ide om, om Frederik og Mary kan lide al den publicity – al den fokusering. Men jeg synes et eller andet sted, at det er noget underligt noget, at de ikke på nogen måde selv har kunne vælge.. Jeg satser på, at de nyder deres roller.. for jeg - og en masse som jeg – for en dag som i dag – lov at føle danskheden helt ind i knoglerne.  

Så tillykke Christian Valdemar Henri John.. Jeg håber, vi glemmer alle dine flotte mellemnavne lige så hurtigt, som vi glemte din fars, så du slet og ret kan få lov at være et barn, kaldet Christian.