“Hvis nogen mener, jeg er dygtig, så skal de nok selv sige til”

Jeg ligger under for den – også selv om jeg siger til mig selv – igen og igen og igen, at det er forkerte følelser, forkerte indfaldsvinkler, forkert måde at tænke på.

Men jeg er kvinde. Det er mit lod i livet – i en mandsdomineret verden.

Kvinder taler et hemmeligt sprog. Et "Fortæl mig jeg er dygtig – og jeg vil underkende det – men i al hemmelighed sole mig i det .. for jeg kunne aldrig drømme om, at gøre opmærksom på min eksistent selv"

Det er overalt. Manden skal OVERRASKE os. De skal komme med blomster – fordi de lige har lyst. Fordi de synes vi er dejlige og smukke og vidunderlige. Fordi de ikke kunne lade være.

Og chefen skal komme ind til vores bord og sige. "Nu skal du høre. Du er SINDSSYG dygtig til det du laver, så mig og alle mine medbosser har bestemt, at du skal have en lønforhøjelse fra imorgen." .. og så skal vi sige underdrejet og ydmygt "Miig?? Mener du det??? Jamen, jeg gjorde jo bare …" Og så skal jeg sidde der med blussende kinder og smilende øjne.

Da jeg var yngre vidste jeg godt, at jeg kunne synge. Og som endnu en twisted tanke, så var jeg overbevist om, at hvis jeg bare sang smuk rundt omkring – tilfældige steder.. sådan på gader og stræder – så ville der pludselig en dag kommer en producer forbi og sige "Guuud hvor det er smukt.. kunne du tænke dig at arbejde for mig? Jeg har lige en kontrakt på 2 mill, jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af"

Hvorfor er kvinder sådan? Hvorfor ligger jeg under for den måde at tænke på ?

Jeg vil gå ind til chefen og fortælle ham ,at jeg er MINDST 2000 kr mere værd. Jeg vil skrive i mine ansøgninger, at jeg er EKSPERT ud til FINGERSPIDSERNE til ALT hvad jeg foretager mig. Jeg vil fortælle min mand, når jeg trænger til en buket.. og jeg trænger til at få bekræftet at jeg er god nok - og dejlig nok… eller endnu bedre: Jeg KØBER sgu blomsterne selv.

Og drømmene?? Jeg ved – om nogen – hvad der skal til. Om jeg orker – og om det overhovedet kan lykkedes? Det er noget helt andet.