Jeg var så glad, da det gik op for mig, at jeg havde fået ar og mærker efter mine to graviditeter. Tanken om, at jeg kunne gennem dette som evige beviser på, at mine børn vitterligt var i min mave.. sparkende.. bekom mig godt.
"Ar er kroppens fysiske minder" Jeg ville nødigt være foruden alle mine små ar hist og her. Som blommen på min tommeltot, der røg i forbindelse med jeg skar salat. Jeg husker kun alt for godt mandens kommentar om, at det ekstra kød da vist ikke var med i mine kalorieberegninger 🙂
Eller arret fra håndfladen, der fortæller om dengang jeg skar mig på en Tivolitur. Eller den lille ring på maven, der viser, at vi – som børn – fægtede med pinde med gløder i for enden. Jeg blev ramt i maven 🙂
Og denne følelse var jeg faktisk forholdsvis overbevist om, jeg ville bibeholde i forhold til mine rynker. Jeg har lidt – de to bekymrede linier mellem øjnbrynene og lidt ved siden af øjnene. Og så var det jeg så mig selv i spejlet igår.
To store dybe fuger under hver øje mødte mit blik. Jeg lænede mig frem mod spejlet i mangel på forståelse.. Men jo – den var god nok. I mine mørke rander, er to dybe fuger på hver side, nu dukker op.. som en reminder om, at jeg bliver ældre – og ikke længere er den spændige 20-årige længere.
Jeg skal vænne mig til dem… for de er der – og de ser ikke ud til at ville forsvinde. Til morgen huskede jeg cremen i ansigtet.. Rynker er stadig et bevis på det liv, jeg har levet - men jeg er ikke sikker på, jeg kan lige bevisets stilling!