38 år blev jeg. Og da jeg tilfældigt fik øje på mit ansigt i spejlet, slog det mig, at de tre linier ved siden af mit øje da vist ikke forsvandt – selvom jeg ingen muskler brugte i ansigtet.
Jeg nærstuderede dem. Tre fine linier, hver to-tre centimeter lange fortsatte og forlængede ligesom øjet. Jeg smilede ved tanken: Jeg er blevet voksen. Mit liv kan nu læses i mit ansigt.
Smilet blev størrer, for efterhånden som jeg smilede, kunne jeg se, hvor min rynker var kommet fra.
Jeg har nu fået permanent tre rynker ved mit øje grundet alle de smil, jeg har smilet gennem de første 38 år af mit liv.
Jeg føler mig lykkelig – for tænk sådan at have en konkret bevis på, at jeg smiler og griner meget. Og jeg tænkte tilbage og takkede i mit stille sind alle de vidunderlige mennesker, jeg har mødt på min vej, der er årsagen til min permanente smilerynker. Timerne med rødvin med vennerne, da min datter var lille. Timerne¨hvor jeg fik lov at arbejde med nøjagtigt det, jeg havde drømt om i årevis. Timerne hvor grinene bredte sig, fordi selskabet var fantastisk. Timerne, hvor smilet skyldtes forelskelsen i ham, der sad overfor mig. Der er intet i verden, jeg hellere vil have mejslet ind i mit ansigt.
Tænk et liv, jeg har fået lov at have. Tænk alle de dejlige mennesker, jeg har fået lov at være nær. Tænk .. Alt det har fået lov at sidde i mit ansigt – som tre rynker fra mit øje. Og tænk – det er endnu ikke slut! Der er flere smil, der ligger og venter på at blive smilet.
Jeg glæder mig til mine næste rynker.
Dejligt indlæg.
Hvor er det trist, at så mange synes at det er slemt at blive gammel.
Det er da pragtfuldt at blive lidt ældre og iøvrigt slemt for de, som ikke bliver det.
Jeg er lidt aeldre end dig, men jeg kan forstaa paa din post at jeg maa have smilet endnu mere end dig, men heldigvis goer rynkerne ikke ondt. 🙂