Politiker… men jeg bager så dårlige kager

“Hvis der er noget, der ikke virker, så lav det om, hvor det skal laves om” sådan har jeg egentligt altid ment tingene hang sammen.. og var det i børnehaven, vuggestuen eller i skolen, så var det vel bare et spørgsmål om at melde sig ind i bestyrelsen og så lave benarbejdet der.

Men så er det bare, at min forståelse for, hvad benarbejdet er, mere end een gang har spændt ben for mig. For min forståelse af politik er, at hvis en ide er så god, at alle da må finde den appelerende, så er det jo bare at fremsige sin ide.. måske argumenterer lidt – men det er vel det politik handler om??

Men så er det, at jeg hver eneste gang ikke fatter spillets regler. For det er jo netop IKKE det, det handler om. Det handler om at være venner med de rigtige – for er man det, har man deres stemmer. Og har man deres stemmer kan man få vedtaget hvad som helst – gode så knap så gode ideer. Og så er det, vi kommer til kagen. For af en eller anden årsag – så er alle disse klasseråd og børnehaveråd mv. altid bundet i et udpræget ønske om hygge. Det handler altid om, at man mangler deltagere til festudvalg – og til at bage en kage til fredagshyggen. Og så komme den helt store problematik: Jeg er bare ikke god til at bage!! Når jeg virkelig strammer mig an, så kan jeg hælde en gang pulverkage i en skål og rører det sammen med noget vand.. i så fald er den eneste fare turen i ovnen, der så 9 ud af 10 gange ender med en særdeles “crispy” overflade af en lettere mørk farve.. fordi jeg falder i noget andet.

Jeg har taget konsekvensen: Jeg kan ikke bage kager – og derfor kan jeg aldrig få noget at skulle sige i et skoleråd eller lignende.

I virkeligheden er det en erkendelse af, at jeg ikke evner nærpolitik, alene fordi jeg bliver så opslugt af min gode ide, at jeg nærmest bliver helt opgivende, hvis nogen ikke forstår det – eller fanger den. Konsekvensen er, at jeg ikke længere melder mig til alverdens råd og nævn. Jeg tager NÆRpolitik alvorligt – og dyrker det derhjemme, hvor jeg har veto-ret, når det passer mig.

En anden konsekvens er så også – at jeg må leve med tingenes tilstand og nøjes med at håbe på, at hvis jeg fortæller om “mine gode ideer” at der så er andre, de er gode til at bage kage, der kan videreformidle den korrekt.