.. som at komme hjem

Jeg har været på min nye arbejdsplads idag.

Det startede ellers ikke spor godt. Jeg var feberhed og meget meget dårlig, da jeg igår gik hjem. Tanken om at være imødekommende og frisk til nye tiltag forekom mig mildest talt ikke behagelig. Natten gjorde ikke tingene bedre. Jonathan og Tikka skiftes til at vække mig. Den ene ved at være vred over at ligge i egen seng og den anden fordi min tæer tilsyneladende er det sjoveste legetøj kl. 4 om natten.

"Nå ja – den posetive side er vel, at jeg umuligt kan få mere rander under øjnene end jeg har nu" måtte jeg sanden til spejlbilledet,- mens jeg slugte mine vidunderpiller og håbede på et mirakel.

Togturen var hyggelig. Først og fremmest fordi jeg fik læst – i fred og ro. Det var utrolig dejligt at have tiden til at fordybe sig. Jeg blev kun afbrudt af min mor, der ringede for at sige held og lykke. "Er du frisk til at møde dem?" spugte hun. Jeg svarede "ja ja" velvidende, at min 8 nærmeste medpassagerer nok ville rykke sig noget nervøst i sædet, hvis jeg forklarede hende, at jeg tror jeg har influenza, at nyset hele tiden sidder i næsen og at både øjne og næse løber, så man skulle tro Mary og Frederik igen blev gift.

Men så nåede jeg målet.

Nu vil jeg ikke normalt omtale mit arbejde.. men mage til søde mennesker, skal man lede længe efter. Ro.. ro.. var det første, der omgav mig. En uendelig fornemmelse af ro. Morgenbordet var dækket og kaffen brygget. På mit nye kontor stod en buket blomster og bød mig velkommen. Medarbejderne havde god tid til at fortælle mig om arbejdspladsen – om livet på kontoret og ikke mindst livet generelt. Der var plads til en hyggesnak – og ro til at fordybe sig i de opgaver, der ligger foran.

Da klokken var 14:30 spurgte jeg om der ikke var noget, jeg kunne gøre for dem, da jeg ikke rigtig kunne se, hvad jeg ellers skulle bruge tiden til. "Begynd du lige så stille at pakke sammen" sagde min chef. "Jamen – det KAN jeg da ikke" svarede jeg. Da klokken var fyraften var det samme chef, der smed mig og min kollega ud af døren. "I har et tog, I skal nå" sagde han. "På gensyn imorgen"

Jeg var hjemme med Jonathan nogenlunde samme tid, som jeg plejer – men der var en væsentlig forskel – til trods for at influenzaen stadig sidder i kroppen – så er jeg ikke så dødtræt, at jeg mest af alt har lyst til at lægge mig ned og sove .. som jeg ellers plejer. (Vel og mærket UDEN influenzaen)

Tænk – den form for arbejde, kunne jeg godt gå hen og blive helt afhængig af – selvom jeg godt vil have lidt flere opgaver.. (men om ikke også det kommer helt automatisk efterhånden som jeg lærer kontoret at kende?)

Eneste negative er faktisk, at jeg har dårlig samvittighed overfor min gamle arbejdsplads – fordi jeg ved de nu er hårdt trængt den næste måned.