Jeg kan ikke helt selv finde ud af det.
I dag har jeg set alle mine “piger” – alle dem, jeg dagligt sender rundt i byen på må og få. Jeg har nære og dybe følelser for dem. Underligt – for mange af dem så jeg for første gang i aften. Men jeg kender dem jo.. og de kender mig.
“Det er trist du skal videre” sagde de. “Kunderne kan rigtig godt lide dig” sagde en… “Du har været alle tiders” sagde en anden. Ordene var som sådan unødvendige. Jeg kunne mærke på dem, at jeg var afholdt – at de var kede af, at jeg lige om lidt laver noget andet – og ikke længere skal ringe til dem i tide og utide. Sådan troede jeg ikke det var – men sådan er det.
Jeg har fået blomster.. Ikke en blomst – men tre blomster. Og jeg er rørt helt inderst inde. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at nej – arbejdet er ikke for mig nu – med det sted jeg er i livet. Det er fortsat rigtigt, at finde noget andet.. men jo.. selve arbejdet.. Selve kernen i det jeg laver, dagligt.. det elsker jeg… inderligt. For det gør en forskel.. En forskel som hver og en af mine piger (og mænd) sørger for hver eneste dag. Det er dem, der er forskellen – men det er mig, der giver dem muligheden for at være det.
Jeg vil ikke gå!!!
Men jeg går – for hvis jeg ikke går, går det ud over min familie – mit hjemmeliv og mit netværk – og det er for høj en pris at betale – selvom arbejdet er givende og menneskeligt helt ind i kernen.
Jeg tror ikke nogen af dem læser med – eller ved, hvem jeg er. Mit privatliv og mit arbejdsliv blander jeg ikke sammen. Men skulle een af jer alligevel genkende blomsterne… og vide, hvad jeg taler om… så….
TAK