Jeg læste en artikel af Maria Cuculiza i Ekstra bladet – og jeg troede faktisk at jeg kunne nøjes med at skrive: "Det er nemlig rigtigt" og så poste et link til hendes blog. Men af en eller anden mærkværdig årsag, så har hun ikke offentliggjort den artikel – som hun selv kalder en blog.
Maria fortæller om, hvordan man på Riget tog fejl af hendes kræftsygdom og dermed tvang hende til at søge behandling andet sted. Men det var nu slet ikke det hun ville med sit indlæg. Hun ville skrive, at det er uhyggeligt, at lægestanden konsekvent nægter at sige "undskyld" – at lægestanden ikke accepterer, at vi andre – indehaverne af de kroppe, de undersøge og opererer på – kan have ret – og at lægerne dermed kan skylde os en undskyldning. At vi almindelige mennesker har fuld forståelse for, at læger – som alle andre – tager fejl – gør ting forkert. Men af den forståelse forsvinder, når standen nægter at påtage sig det ansvar, at sige undskyld.
Det er svært at føle sig tryg steder, hvor de mennesker, der omgiver een, nægter at være andet end fejlfrie – og at patierne om nogen må være dem, der har fejlene.. Trygheden ville være gensidig respekt for hinanden. Trygheden ville være, hvis en læge ærligt kunne sige til sin patient "Jeg er ked af det: Jeg tog fejl. Undskyld.. "