Jeg mødte min gamle klasseveninde i byen idag. Hun har planer om at samle hele vores gamle folkeskoleklasse til en klassefest – for at se, hvor folk er idag.
Planen er god nok. Jeg er vildt nysgerrig.. Hvad skete der med alle dem, jeg brugte så mange år af mit liv på? Hvor er de henne idag? Har de børn? Har de hus? Hvad laver de arbejdsmæssigt? Nysgerrigheden er bestemt både stor og nærværende.
Men så er det jeg kommer i tanke om sidste klassefest.
Da var jeg 23 år gammel.. Og i mit sind var jeg vokset langt væk fra folkeskolens outsider – den rolle, jeg havde gennem de ti år. På det tidspunkt arbejdede jeg som vært for P4 i P1 – og jeg var faktisk ret tilfreds med mit liv – som det nu havde udviklet sig. Min fornemmelse af at skulle til denne klassefest har fed. Sådan en "så fik jeg alligevel vist jer, at jeg kunne" agtig. Hvilket jo er tåbeligt et eller andet sted .. men alligevel.
Men det var som at gå ind i en psoduverden,- at gå ind af døren til klassefesten. Med et var al min selvtillid og mit selvværd væk – og jeg var igen den lille pige, der så nemt blev forurettet – og som ikke var så skide god til de sociale uskrevne regler. Med et var jeg igen hende, der søgte anerkendelse fra veninderne, der på klasses statusstige, stod højere end mig. Med et var verden pludselig igen 15 år.
Det var underligt -for vi holdte en runde, hvor vi fortalte, hvad vi lavede – og hvor vi var i livet. Ingen tvivl om, at jeg på det tidspunkt var langt foran de andre. Jeg havde nået mit mål og var nøjagtigt hvor jeg havde sagt, jeg ville ende, da jeg var 15 år. Mange af de andre var i gang med studier – og rigtig mange af dem vidste fortsat ikke rigtigt, hvor de ønskede at ende i livet. Og alligevel var følte jeg mig som hende outsideren, der aldrig ville blive til noget. En følelse, jeg hadede som pesten, da jeg var 15.. og en følelse, jeg bestemt ikke har lyst til at genoplive. Og det underlig var, at jeg efterfølgende ikke kan sætte finger på, hvad der trickede den følelse. Der var ingen, der talte ned til mig – eller på anden måde gjorde noget.. Men min opførelse var øjeblikkelig som da jeg fik i skole – og jeg kunne se på de andre, at de havde samme mønster.
Idag er jeg helt sikker på, at mange af de andre har nået deres drømmes mål. Idag ved jeg, at der er sket rigtig meget med mine klassekammeraters liv. Mange har fået børn – og de fleste er helt sikkert igang med deres karrierer indenfor det de nu gerne vil. Idag er jeg godt tilfreds med mit liv – men jeg er helt sikkert ikke "foran" rent uddannelsesmæssigt eller rent karrierermæssigt. Det er for mig idag slet ikke vigtigt.. Det er de to unger herhjemme.. og det har jeg det rigtig godt med. Jeg er godt tilfreds med mit liv.
Men jeg kan ikke finde ud af, hvad der er størst: Nysgerrigheden over at se, hvor de andre er landet – og hvordan de har det idag - eller angsten for igen at være en 15 årig pige, der næsten står lavest på rangstigen.
Har af og til tænkt tanken om, hvordan det ville være med en klassefest for den gamle folkeskoleklasse, – men har slet ikke lyst til at tænke tanken til ende.
Men krydser fingre for dig, for at du får en god aften, – og slipper ud af din rolle fra dengang.
Hmm, dit indlæg inspirerede mig itl at gå på “google” og finde ud af hvor mine gymnasievenner er idag. Hvor var/er hende, som var Jehovas Vidne og som aldrig kom med på studieturene??(og som sikkert havde anoreksi)
hvor er hende, som altid skulle synge højest af højskolesangbogen?
Hvor er ham den dygtige, som jeg beundrede i dansk-timerne, fordi han forstod at forklare titlen på “Ved Vejen”…Øv, hvorfor havde jeg ikke tænkt på det??
Og alle de andre, dem som jeg drak mig stiv sammen med hver lørdag (og torsdag, fredag)???Måske skulle jeg også lave en fest.
Sikke en god ide.. Selv jeg må indrømme, jeg faktisk har svært ved at huske mange af navnene.. efternavnen specielt.
Måske ville det også være nemmere at se dem een for een – så man ikke falde tilbage i de gamle roller lige så let
Jeg havde det på nøjagtig samme måde til fem års jubilæet med folkeskolen. Jeg røg med det samme tilbage i rollen som outsideren, hende man kunne tryne lidt hvis man ikke havde andet for, eller bare ikke så. Det startede ellers meget godt, men endte med at jeg gik hjem med en meget dårlig fornemmelse i maven.
Så det var efter mange overvejelser at jeg tog med til ti års jubilæet. Men jeg ville sq også vise dem at jeg havde formået at få både uddannelse job og to børn. FOlk var da også benovede, men det bedste af det hele var at de gamle roller slet ikke var så udtalte og jeg vi endte med at være en flok som sad og snakkede rigtig godt sammen, helt på tværs af hvordan vi snakkede sammen både dengang og til femårs jubilæet.
Bare lige for at sige at det kan også overraske positivt.
Åh – det lyder lovende – lige sådan en historie, jeg trængte til 🙂 Tak Carina
Hej
– Alle som én må præcist være nået til det rigtige sted i sit liv. Hvor ellers?
Hvordan kan man have nået mere eller mindrer, end man skulle?
Mere uddannelse eller flere børn.?
Der er da ingen skade at du igen bemærker de sociale og psykologiske bånd der var så dominerende engang, de vil formentlig altid være der, men betyder det, at de altid vil have samme virkning på dig?
Det tror jeg ikke.
Iøvrigt virker du jo selv ikke så lidt fordomsfuld
citat:
“Ingen tvivl om, at jeg på det tidspunkt var langt foran de andre. Jeg havde nået mit mål og var nøjagtigt hvor jeg havde sagt, jeg ville ende, da jeg var 15 år.”
For mit eget vedkommemnde har jeg aldrig haft en ærlig ambition, en slagplan for mit liv eller lignende. Jeg ved lige så lidt nu, om hvor det ender, som da jeg var 23. Og alligevel håber jeg på (-og regner med), at et møde med klassekammarater kun kan blive en morsom affærer.
Go’ søndag, og glæder mig til at høre nærmere:)
T
Hej T
Er det fordomsfuldt at være glad for at nå sine mål? At føle en styrke i, at have nået dem – og se andre ikke har?
Du har ret – vi er alle nøjagtigt der i livet, hvor vi skal være.. Vi når det, vi skal nå.. men jeg har stadig ikke lyst til at gå tilbage til den usikre tøs i folkeskolen uden ordentlige sociale kompetancer.
Du hører nærmere. Rygterne siger Januar..
Mange hilsner
Pernille
Hej igen.
Nej, det er natrurligvis ikke fordomsfuldt at være glad over at nå sine mål.
Men præcist hvad får du ud af, at andre ikke helt er der, hvor de troede de ville være.?
Og hvordan kan du dømme andres udviklig som mindre positiv end din egen? Det er mest det, jeg ikke helt forstår!
Du skal ikke være bange for at møde den usikre pige fra din fortid, I har jo så meget til fælles,
-om ikke andet en fælles fremtid!
Så det er vel på tide at forstå hendes måde at reagerer på dengang. Du kan kun gå styrket derfra.
Ha’ det bra
T.