Nu kan jeg officielt tilføje "katte-ejer" til visitkortet.
Vi var ude og hente Tikka her til formiddag.
Tikka er en sød lille killing på 12 uger. Hendes søster efterlod vi – hun bliver hentet af sine nye ejere i aften. Det var lidt vemodigt sådan at skille to søskende af. Ingen tvivl om, at de var glade for hinanden.
Tikka kravlede selv ind i den lånte kattetransport – og lige til at starte med var det da vist et godt eventyr for hende. Vi nåede dog kun lige at køre 500 meter, før hun kom i tanke om, at dette da vist var en ret skræmmende ting… og hun klagede sin nød – mens Annike gjorde alt hvad der var i hendes magt, for at berolige stakkels Tikka.
Vel hjemme er kassen kommet ind på Annikes værelse. Døren derind er lukket – og nu bruger Annike og Tikka noget tid på at føle hinanden lidt på tænderne. Tikka er så tilpas nysgerrig, at hun allerede har undersøgt hele gulvet og har fundet de huler, der måtte være. Kattebakken er inspiceret – og hun ved også hvor maden og vandet står. Selv hendes nye seng har hun været en tur oppe i.
Det bedste er vist nu alligevel legetøjet. Sanne gav os lidt legetøj med hjem – og Tikka og Annikes venskab er vist ved at blive grundigt cementeret i form af Tikkas jagt efter den lille klump træperler, Annike holder i en snor.
Indtil nu har vi besluttet, at Jonathan holdes lidt uden for projektet – til vi føler Tikka er klar til flere omvæltninger. Det er en stor ting sådan at skifte hjem, når man ikke er størrer – og nu skal hun have lov at lande, før hun skal flygte fra en 2½ årig dreng. Jan er nede og hente en krog til Annikes værelse, så Jonathan ikke uhindret kan gå ind til Tikka.. og lege med hende uden vi er til stede. Vi skulle jo gerne ende op med, at de to rent faktisk kan lide hinanden.. og ikke med at Jonathan er den der klump barn, der skræmmer Tikka fra vid og sans. Jeg er ikke i tvivl om, at Jonathan godt kan tackle den lille killing, når vi er i nærheden – men jeg har ikke lyst til at prøve krafter med, at lade de to være alene sammen … endnu.
Indtil nu virker vores adoption af killing, som en succes – men sådan er der vel så meget, når man kun har haft killingen i 25 minutter.
Pernille, Tikka skal nok sige til OG fra, hvis Jonathan bliver for voldsom!
Tillykke med katten:-)
Mange tak. Vi var på Inges kattehjem, hvor en dame forklarede os, at de helt små killinger – på Tikkas alder – ikke er store nok til at gå, hvis noget generer dem. Jeg håber bestemt, at Tikka bare siger fra – det ville også være en go lektion for Jonathan – men altså .. hvad nu hvis hende damen alligevel har ret ?
Altså personligt har jeg aldrig ladet katten være i et rum for “sig selv”, men ladet den rende rundt og opfatte dens nye hjem. Både kat og unger har hurtigt fundet hinanden og hinandens grænser. Jonathan er vel også snart så stor, at han forstår, at katten er levende og ikke en bamse 🙂
Bestemt. Men jeg stoler ikke specielt meget på ham i den retning – må jeg tilstå. Han er een af de knægte, der – om nogle år – vil hive benene af stankelbenene og det, der er værrer.
Tikka virker som om hun har det helt fint lige nu. Jeg har ingen bekymringer for at få hende ud og indtage resten af sit kongedømme.. Men hun kommer fra et lille bitte soveværelse, hvor hun har brugt de første tolv uger af sit liv. Annikes værelse er i forvejen en tre dobling af den plads, hun har prøvet at være på.
Grunden til vi gør som vi gør nu, er fordi de bøger vi har været i nærheden af, har sagt, at det var en god ide at introducerer hjemmet i “etaper” så katten kunne føle sig tryg, før “resten af verden” kommer væltende ned over den. Det er bestemt midlertidigt. Men Tikka må godt have en fornemmelse af, at Annikes værelse også er hendes helle.. for det bliver det. Og det er det, vi håber, hun for en fornemmelse af de kommende dage.
Mange hilsner
Pernille
Kære Pernille
Tror nu det er meget smart lige at lade missen lære et væresle i huset at kende før hun slippes yderligere løs – det er stort for sådan en lille fætter. Det er i hvert tilfælde de erfaringer jeg har gjort de gange jeg har fået kat. Katte har en sjov evne til stort set ikke at sige fra før de små vandaler bliver MEGET pågående. Martin er pt ALDRIG blevet revet, men så har han jo sådan set heller aldrig trukket misserne i halen. Det værste er vist at forstyrre dem mens de spiser, det kan de virkelig ikke lide.
knus og tillykke
Kristina
Tillykke med hende 😉 Og så må der øvrigt kræves billeder af den lille ny 🙂