Jeg er jordens dårligste til at have stress.
Jeg HADER at have stress – og har det alligevel alt for ofte. Fredag er absolut nedtursdagen, for da går min arbejdsgiver amok og mener, jeg skal lave 5 dages arbejde på 5 timer.
Og så bider jeg. Det gør jeg vel egentligt ikke – men det føles som om jeg bider.
Det, der irriterer mig mest, er en kollega, der kan se, at den tidsmæssigt er helt ude i hampen – men alligevel vælger totalt at ignorer dette faktum, og ikke bare fortsætte sit eget lille ræs (der som sådan ikke haster) men også ligefrem har upli nok til at sende telefoner og yderligere opgaver i min retning. Een ting er, jeg har travlt i forvejen – men hans mærkelige måde at gøre tingene på, før at jeg ikke kun er stresset – men også vred og såret og den manglende forståelse der er for mit arbejde – og for mig.
Problemet er så, at jeg ikke råber af den ene kollega – selvom jeg indimellem må bide mig i tungen, for ikke at gøre det. Jeg prøver så vidt muligt, at forklare ham i korte vendinger, hvad der passer mig og hvad der ikke passer mig. Ikke at han lytter – men når der er stress på, kan jeg sige det lidt hårdere end normalt – hvilket han tilsyneladende trænger til.
Problemet er, når min datter ringer – så er det hende, jeg bider af. Det passer så heller ikke – men jeg har ikke tid til at tale med hende – og gør hende opmærksom på dette på en studs og kort måde. Min hjerne kan slet ikke – på det tidspunkt – komme ned i gear nok, til at jeg kan tale så pænt, langsomt og hyggeligt, som min datter fortjener at blive talt til. Det irriterer mig grænseløst, at jeg på den måde sender aben videre til en lille pige, der dermed sidder og tænker sit i sit lille hjørne af verden. Hun glæder sig jo bare til at holde weekend.
Idag kom jeg 30 min forsent ud af døren. Det er ikke ret meget – men det medfører, at jeg starter herhjemme med at sætte mig foran PC'en for lige at få ladet al den dårlige stemning ud af kroppen, før jeg henter mine børn. Finde tilbage til den omsorgsfulde, kærlige og ikke-stresset mor, der gemmer sig nedenunder.
Nu er der så gået 30 min. hvor min krop og mit sind har fundet ud af, at jeg er hjemme – og at der ikke er mere stress på.. og nu vil jeg gå over og give mig rigtig god tid til dem, der fortjener min tid allermest: Mine dejlige unger.
Øvvv… og mig der brokker mig over mine 31 timer.. Der går vi sku da sharp når vi har fri, og hvis man bliver længere. Ja så må man jo afspadsere det senere.
Føler med dig, det må være vildt hårdt.
Knuser