Jeg har egentligt ikke tid til at sidde og skrive dette. For jeg skal ind og se Thomas – og hans talte dage. Før det blev jeg en hel del mere klog på livet og døden, da Anne fortalte mig om, hvordan det var at miste sin 15 årige datter. Emilie døde af kræft for 1 år siden.
Et guldkorn fra Anne: "Ville jeg have undværet det 15 år med min datter – for at undgå denne sorg?" Ingen mor ka vel sige: "Ja – heller være hende helt foruden – end at gå gennem denne sorg." Alt andet lige.
Før det igen fulgte jeg en præst rundt på Herlev Hospitals gange. Hørte hans samtaler med patienterne.
Har du tid – så kig med på DR2. Der er virkelig mange guldkorn imellem – først og fremmest i det fakum, at døden jo potientielt er noget vi alle når – på et eller andet tidspunkt. Nogen i mere rimelig grad end andre. Men vi når alle dertil. Vi skal alle igennem tankerne på et eller andet tidspunkt.
Men nogen er det mere uretfærdig med end andre – børn skal ikke dø før deres forældre, børn skal ikke dø før de har prøvet at leve livet. Børn skal ikke dø i deres mors mave:(
Skal se om jeg magter genudsendelsen på lørdag – fik ikke lige set det i dag.
knus
Hej igen.
Enig – vi dør .
Men gradbøjningen vil jeg nu lade stå – for nogen får lov at have chancen i 70 år – mens andre rives fra os allerede mens de er børn.
Jeg har bestemt været til begge begravelser: Den, hvor min farfar var død – og alle smilede lettede til den gamle mand – der havde det godt alle 86 år – og som nu ikke længere skulle være enkemand. Begravelsen – og hans død var go. Sådan som jeg ihvertfald håber på, at komme herfra.
Og så har jeg været til begravelse for den 21 årige pige, der stod på randen til livet – og lige skulle til at erobre det.. for derefter at dø af en hjernesvulst. Der var ingen, der smilede til den begravelsen.. for det var bare møjhamrende uretfærdigt.
Det var det, jeg mente med “mere eller mindre rimelig grad” 🙂 (Og jo – jeg kan godt se, at det er noget vrøvl, som det står)
Mange hilsner
Pernille
Så det godt og bliver lige ked af det hver gang. Jeg ser jo desværre flere og flere cancer-patienter i forbindelse med mit arbejde. Og det er barskt og mange gange er det værste at patienten skal ligge så længe inden de endelig får fred.
Og noget er selvfølgelig mere uretfærdig end andet..men sådan kan man vel ikke gøre det op??? Den , der sidder tilbage med sorgen er jo lige ked af det.Uanset om det er en mor, som har mistet sit barn eller en søn på 5 år, som lige har mistet sin far p.g.a Cancer?
Vil ikke tænke på døden. Den har været så tæt på. Og jeg tror ikke, at man lever mere eller bedre ved at tænke på, at man skal dø.
…Og alligevel er jeg altid bange for at miste…
Knus!
Jeg tror bare, at vi – i vores kultur – lægger døden for langt fra os. Det er uundgåeligt. Jeg giver Kris ret i, at ethvert barn, der er født, burde have en medfødt ret til at blive voksen.. Men jeg tror nu alligevel vi ville have godt af at huske lidt mere på, at det hedder ikke “hvis jeg skal dø” men “når jeg skal dø”
På den anden side… Hvorfor forholde sig så meget til døden, den skal nok komme, uanset om du tænker på den eller ej. Hvad der er “på den anden side” (om noget), det finder vi først ud af sidenhen.
Knus!
Pernille, jeg har lige læst din sidste paragraf. Hvordan gradbøjer du døden? Jeg mener, enten er man levende eller også er man død. Man kan ikke være mere eller mindre død, kan man? Jeg undres også over hvor det “potentielle” kommer ind. Jeg mener, det eneste vi kan være helt sikre på her i livet er jo netop at vi dør.
Hvor er jeg lykkelig for at være i live – lige nu! En dag dør jeg, det er en sund bevidsthed at leve med, den gør mig mere levende.
Desværre bor jeg ikke i DK, jeg ville gerne have set udsendelsen!
Jeg misforstod simpelthen den gradbøjning!
Og ja, døden er ofte uretfærdig!
I tirsdags har min 43 årrige veninde været død i et år, to år efter at have mistet en lille dreng, som var død ved fødslen (i 9. måned). Hun døde pludseligt og efterlod sig sin mand og hans tre børn af første ægteskab. Hendes mands første kone, børnenes mor, døde for 8 år siden af kræft som ca 40 årrig. Kan det blive mere tragisk og uretfærdigt?
Lige netop den familie gør meget ud af at være levende NU!
Det jeg forsøger at sige er at jeg synes det er letter at leve med døden, når jeg anerkender den i min hverdag. Jeg er længere fremme i skoene mht livet.
Begravelser af unge er naturligvis mere tragisk/uretfærdig/traumatisk end af ældre!