Min datter blev fejldiagnostiseret på sygehuset for tre år siden. En lærer, en sygeplejerske og en læge sad og brugte to timer på at forklare os, at vores datter intet fejlede. At hendes hævede ansigt og grødet stemme var opspind. At hende symptomer alle som et var af psykosomatisk art og at hende egen læge og fysioterapeut tog fejl.
Derefter fortalte de os, at vi skulle nedtone betydningen af hendes smerter – og tvinge hende til at gøre gymnastik. Begge dele har efterfølgende fået konsekvenser for resten af livet – for vores datter og for os. Og for forholdet os alle tre imellem.
Jeg møder jævnligt en af behandlerne i vores by. Jeg ved af hele min fornuft, at manden har hjulpet hundredevis af børn gennem svære tider. Jeg ved med min fornuft, at manden aldrig ønskede at gøre os noget ondt. At han bare ikke vidste bedre.. måske ikke ville vide bedre.
Når jeg møder ham, bobler alt i mig. Jeg har en voldsom lyst til at rive fat i ham. Fortælle ham, hvad deres fejl kostede af tårer, af hjerteblod, af tillid og respekt. Hvad det koster den dag idag.. og hvad det vil blive ved med at koste.
Han går på arbejde hver dag med en fornemmelse af, at han hjælper mennesker. Det gør han sikkert også. Men os sårede han. Og hans blotte tilstedeværelse er en evig reminder om kampene, tårerne og magteløsheden.
Min indre dialog kører på højtryk, hver gang jeg møder ham. Alle de ting, jeg lige skulle have fyret af. Alle de ting, jeg skulle have sagt. Sætninger, der var rammende og præcise – og ville fortælle ham nøjagtigt, hvor han kan stikke sin såkaldte faglighed hen.
Men jeg siger aldrig noget til ham.
End ikke “hej”
Kære Pernille
Hvad med at skrive et brev til ham? Måske læser han det måske ikke..Men det kan måske hjælpe dig.
Søde Pernille, har du nogensinde fået bearbejdet “sagen” ordentligt? En ting er, at man snakker om det med mand, familie og veninder, men engang imellem kan det være ganske sundt, at snakke med en pro. Bare snakke og få nogle af alle de vrede følelser UD.
Knuz
Mille
Hej I to dejlige kvinder.
Jeg tror ikke, jeg skal skrive brev til ham. Sagen ligger i Patientklagenævnet – og skriver jeg til ham, bliver det en del af sagen. Personlig “nag” og flossede følelser har ikke noget som sådan med en fejlbehandling af gøre. Det er bare konsekvensen af det. Derfor vil enhver form for journaliseret kontakt med de mennesker, være uhensigtmæssig – ihvertfald så længe der kører en sag.
Og Mille: Nej – jeg har faktisk overvejet en psykolog et par gange, men der kom hele tiden noget i vejen. Idag – tre år efter – tror jeg det er ligemeget. Vi har snakket os hæse herhjemme – med hinanden og med alle vi fandt på vores vej. Oplevelsen har fundet en plads nu, hvor det er til at leve med.. indeni.. men derfor kommer jeg nok aldrig nogen sinde til at nyde synet af ham eller hans kollegaer.
Ligenu glæder jeg mig bare mest til at sagen er blevet behandlet i Patientklagenævnet – selvom jeg ikke forventer mig det store – da man i det danske system ikke har krav på “den bedste” behandling – men en “rimelig” behandling. Om man så vurderer fejlen til at være “rimelig” det ved jeg ikke.
Når klagen er behandlet, kan vi ligesom få lagt endelig låg på oplevelsen.
Mange hilsner
Pernille