Jonathan driver os til vanvid. Intet mindre kan vel gøre det. Jonathan har fået nogle mærkværdige ideer – og jeg er desværre alt for bevidst om, hvor han har fået dem fra… og det er endnu mere desværre.. ikke fra fremmede.
Opdragelsen af datteren gik nemt og forholdvist smertefrit. Det har bestemt sine punkter, hvor det er hårdt – men alt i alt har hun været en utrolig artig pige. Det er naturligvis på grund af opdragelsen – men det er lige så meget med hendes indre at gøre. Vores datter er en pige, der bedst kan med orden og ro.. og dermed har mange problemer været løst, inden de er opstået.
Derfor har vores opdragelse af Jonathan indtil nu være meget løslig. Det gik jo godt sidst – så han lærer det vel nok. Nu er tiden til at hårdt skal sættes mod hårdt – og i virkeligheden er det jo synd for min lille guldklump, at alt det, der var ok før – nu ikke længere går an.
"ARRRRRRRRRRRRRRRRRRrggggh" skreg han – mens han lagde sig på bymidten. Han havde fået øje på legepladsen – og vi skulle BESTEMT ikke hjem. Mor – pakket med 8 liter mælk, 2 kilo kartofler og adskillige andre indkøb, var af en anden mening.. Og resultatet var den klump Jonathan der nu lå på bymidtens fortorv og skreg, så man skulle tro, tredie verdenskrig var brudt ud.
Og det er ikke een gang.. Det er MANGE MANGE gange i løbet af en dag. Jonathan er ALTID i perlehumør, når vi henter ham. Turen hjem er oftes en ren fornøjelse. Problemet opstår så i det øjeblik døren bliver lukket og vi er "hjemme" – for så mener Jonathan at uanset HVAD han vil – så skal vi makke ret ØJEBLIKKELIGT… ellers lægger han sig på gulvet og øver sig i at lege flitsbue med sin krop.
Grunden kender jeg godt.. Jan og jeg har meget længe sagt "Jonathan gør dit" når Jonathan så ikke gjorde dit, har vi sagt "Godt – så gør dat – lystre skal du!!" 😉 Jonathan har TIL FULDE udnyttet, at vi accepterede at han "ikke forstod" fordi han sprog ikke var godt nok. Og hvis man ikke forstå, at man skal tage skoene af – så kan man jo bare lade være?
Men nu stopper festen. Nu skal vi til at stille krav til ham – og der skal være straf (Det er også noget, han faktisk ikke har oplevet endnu) Vi bliver nødt til at vænne ham til, at hvis man skriger, får man BESTEMT ikke sin vilje. I starten alene ved at han bliver nægtet opmærksomhed (vel og mærket kun, hvis gråden er et hysterisk resultat af, at han ikke får sin vilje!!) i længden må han ind 5 minutter i sin seng. Ikke noget voldsomt eller grænseoverskridende – men blot for at vise ham, at den opførelse ikke lønner sig.. Faktisk bliver verden enormt kedelig, når man opfører sig sådan.
Tilgengæld må vi også gøre en stor, lang og sej indsats for at vise ham, at når han er sød og opfører sig pænt – så får han AL den opmærksomhed m.m han overhovedet måtte have behov for og lyst til. Og hele tiden med det faktum for øje – at han altså kun er to år.
Ja, det er jo nok noget aldersbetinget. Klara er også en hystade så snart vi har hende hjemme. Men genovervej lige den med de 5 min. i sengen – kan I ikke finde et andet sted? 5 min. på værelset eller noget. Jeg er principielt meget i mod at man gør sengen til en straf. Senge og søvn skal være dejligt og hyggeligt. kh julie
Han sover der alligevel aldrig 🙂 Han sover i vores seng
Jeg er lidt enig med Julie – og sengen er svær at slæbe ned på bymidten ikke?? Men jeg tror måske jeg tager fejl for jeg har ingen erfaring med børn der hader deres senge fordi de er brugt som straf – jeg har erfaring med barn der ikke vil sove i sengen fordi andet barn har sovet der til middagslur og så må det jo været andet barns seng…
Mattias er ret sød for tiden… ved ikke om det er hans væsen eller opdragelsen :o)