Det er en underlig ting pludselig at gå fra den dvaletilstand, det trods alt var, at gå hjemme – til nu at have alt for få timer i døgnet. Døgnet er nu fyldt af forpligtelser først og fremmest – og der er altid en samvittighed, der fortælle, at nu bør jeg gøre det og det… for den og den. Jeg kan mærke, at jeg glider ind i den verden, der er de flestes… hverdagen med stress og jag.
Tiden til MIG forsvinder. Tiden til mine tanker og skriblerier forsvinder i mandens virksomhed, mit arbejde – og unger, som jeg ser alt alt for lidt.
Min nye verden byder på sine udfordringer – min nye verden udvider min horisont på sin måde – men jeg savner min gamle verden – og de horisonter, jeg fandt der. Jeg savner mine netveninder – mine msn-snakke – mine cafeture og ikke mindst hende der min veninde, med den storsnakkede storcharmerende søn.
Jeg føler ikke, det er et valg, jeg foretog bevidst. Føler lidt, at jeg bare forsvandt i et hul, der stjal al min tid. Og det er ikke fordi min samvittighed som sådan fejler noget. Jeg ved, at jeg gør hvad jeg kan og vil – men jeg fatter bare ikke, hvor tiden bliver af. Jeg savner dagene, der aldrig endte – fordi de var fuld af det rene ingenting.. Dage, der bare forsvandt… fordi det eneste, de indeholdte var grin, tanker og ansvar for kun een ting: Verdens vigtigste lillebror.
Nå ja: Jeg savner jer.. så kort kan det vel formuleres.
Vi savner også dig, pernille. Og mine html spørgsmål hober sig op!
I lige måde
Jeg nikker….. og nikker lidt mere.
Alligevel synes tanken om, at jeg igen skal til at gå hjemme ikke så tiltrækkende – for det at være ude blandt andre mennesker giver mig noget, som mit liv som hjemmegående ikke kan – mentale udfordringer. Men det kan der jo gøres noget ved!
Jeg tror aldrig jeg har udviklet mig så meget mentalt som jeg gjorde det år jeg gik hjemme på orlov!
Jamen i lige måde da!!
Sådan er verden jo nu en gang i disse år af livet, i hvert fald for de fleste. Det gælder vist bare om at træffe nogle valg hen ad vejen og så tror jeg faktisk døgnet har timer nok, men det er meget svært at nå dertil hvor man føler man er færdig med at vælge og så bare kan nyde tiden med de rigtige valg… Kringlet?? jeg mener vist bare at man skal vælge at leve i støvet og prøve at lære folk at der ikke er disket op med 13 retter mad, men der imod godt selskab når de kommer :o)))
Tænk – den anden dag sad jeg og tænkte over hvad jeg ville lave når jeg gik på pension… ja man kan jo glæde sig :o)
Jeg savner også dine mange indlæg. Du er så god til at sætte mange ting i perspektiv.
MHT PCO og metformin, så havde jeg i en lang periode prøvet at tabe mig, men jeg kunne bare ikke. Metforminen satte det hele i gang. Man kan ikke tabe sig på metformin uden at gøre en indsats. Jeg oplevede at jeg pludselig fik en mæthedsfornemmelse, noget jeg aldrig fik før, pludselig behøvede jeg ikke at spise til jeg revnede, jeg var heller ikke så sulten/sukkerkold hele tiden, så det var lettere at overholde diæten, men jeg er på ingen måde fanatisk, bare lidt ala Spis fedt bliv slank, niels Ehlers metoden. PCO skyldes i de fleste tilfælde insulinresistens og så kan metforminen hjælpe en til at tabe sig, når man har tabt sig og dyrker regelmæssig motion, så behøver man ikke pillerne mere, ligesom man ikke behøver at tænke nær så meget over kosten når vægten er lav.
Knus Carina
Savner også dig, og dine daglige skriblerier….