Jonathan er guld, når jeg henter ham. Han er så ganske ganske vidunderlig – og han lyser hele min dag op.
Jeg kommer forholdvis sent ud af døren fra arbejdet, så jeg er oftes i vuggestuen omkring 16.40.. Jonathan er blandt de sidste 6 børn, der bliver hentet. Dårlig samvittighed, har jeg ikke, når jeg har læst, hvornår han har sovet til. Ofte, har de først hentet ham op kl. 15.30 - 16.00 – og så skal han lige have lov til at vågne.
Når jeg kommer, er det en kanonivrig dreng, der skal vise mig alt muligt, før vi skal gå. Først skal jeg lige se det, han leger med – og bagefter skal vi have tøjet på. På legepladsen skal jeg liiige se, at han altså kan tage rutsjebanen.
Når vi kommer uden for lågen, sætter jeg ham op i cyklen. Jeg ved det – det er for dårligt, men Jonathan kører midlertidigt uden cykelhjelm. Turen er lige omkring 75 meter..
Og hver eneste meter griner Jonathan.
Det er så man har lyst til at tage en ekstratur – bare for at blive ved med at høre ham grine. 🙂 Hvorfor det er så sjovt at sidde der bagpå de 75 m, ved jeg ikke – og mon ikke også at nyhedens interesse fortager sig – og de 75 meters grinetur – bliver til hverdag?
…Så kan det være, at det kan blive nyhed igen, med en fin cykelhjelm 🙂