Igår stod i det traditionelle Møn-turs-tegn. Vi pakkede sammen og tog til Møn, hvor vi blev beværtet med vidunderlig kyllingesteg, hjemmegjort agurksalat og rababergrød.
Turen går slag i slag. Historierne er de samme hvert år – grinene bliver højere og højere – måske fordi historien alligevel lige får 2% ekstra på. Den traditionelle gåtur er ikke at foragte - og til sidst skub-af-kagen, der smager himmelsk.
Som samtlige år før, tog jeg opvasken – og som alle årerne før, skulle vi diskuterer, om det nu var rimeligt – for "den tager jeg da bare imorgen".
Der er noget vidunderligt og kærligt i genkendeligheden. Ved ensartetheden. En kærlighed til en tradition, der binder en familie sammen. En familie i hjertelighed og harmoni. Et sted, hvor man føler sig velkommen – og elsket, som om man altid har været der – og altid vil høre til – selvom det faktisk er kærestens familie.
"Det er sjovt, vi har kun gået en lille tur - og ellers har vi siddet hele dagen" sagde moster på vej hjem " – og alligevel er man så utrolig træt". Trætheden melder sig, når indtrykkene er mange og grinene endnu flere.