I aften har jeg spinnet til en Westlife koncert. Den var forholdsvis go musik at spinne til og koncerten var en oplevelse. Jeg ved så ikke helt, hvad der var den største oplevelse: At høre 12-13 årige unger dåne og skrige – eller at høre 5 toptunet og iscenesatte fyre. Når man tager alt væk, så er deres musik da ørehængende og okay.
De havde en uhyggelig præcision og fornemmelse for charme – og for hvordan man køre på den. Det var tydeligt, hvordan de fangede luftkyssende – og smilende returnede dem – eller på anden måde viste, deres fans, at fansene er alt.
"Hæj – der er slet ingen mænd med" fik manden foran mig sagt – og jeg grinte. Selvom der nok skulle have været 10.000 til den koncert – så var vores 5 mandlige spinningdeltagere nok til at mindst fordoble antallet af mandelige tilskuere.
Spinningen idag var ikke så hård – det er det typisk ikke, når vi spinner til koncerter. Man forsvinder ligesom lidt ind i stemningen i stedet. Uanset hårdhedsgraden, så er man jo godt gennemarbejdet og gennemblødt af sved bagefter alligevel.