Min lille mand på bare 1 år og 9 måneder sidder på sin plads med sin hagesmæk på og spiser morgenmad.
Mundfuld for mundfuld bliver forsigtigt guidet op til munden. Nogen gange fisker han lidt efter en corn-flakes – nogen gange hælder han forsigtigt mælken ind i munden – mundfuld for mundfuld.
Tilfredsheden er til at få øje på. Jonathan har nu selv magten – han kan finde ud af at bede om mere – og han kan stoppe, hvis han ikke har lyst til mere. Sikke et stort skridt i retningen af, at blive et helt menneske.
For bare 1 år siden stod arme og ben ud til hver siden, når vi spiste – og nu sidder han der og spiser helt selv – som om det er det mest naturlige i hele verden – som om det altid har været sådan.
Åh.. Ane Mette: Sug indtrykkene til dig – det hele er væk, før du aner det!
Akja, og man drister sig til at glæde sig til, når de kan spise selv! Pelle er i VIL SELV SPISE-humør hver eneste aften, og vi har et hylen og en tuden, fordi han vil spise selv, men ikke kan. 🙂
Liva spiser bare med fingrene – øver sig lidt med gaflen ind i mellem, men har en hang til at smide en god del på gulvet. Jeg kan altså ikke lade være med at sige, at jeg glæder mig til, at det bliver knap så griset at spise! 🙂