Vi har været i vuggestuen idag. 2 timer blev det til – så skulle alle de andre børn sove – og så var Jonathan altså for larmende til, at jeg ville lade ham være der.
Jonathan NØD det. Den første ½ time brugte han på at tø op – det kunne man passende gøre indei den bil, der ligner den bil, vi kører rundt i nede i Brugsen. Inden i den var der ligesom helle.. og så var det ude på gangen – så ….
Lidt efter lidt tøede Jonathan op. Han kom længere og længere ind på stuen. Og til sidst var har alle steder – fuldkommen som alle de andre børn. Kontakten til de andre børn begyndte langsomt også at kunne anes.
Og så skulle vi spise frokost.
Oh gru oh gru.
Der er GODT nok mange ting, jeg ikke har fået lært Jonathan – som han er glimrende i stand til, hvis jeg bare LADER ham.
Først skulle de vaske hænder. Normalt kommer jeg med min store fede klud og mosler rundt på hans fingre. Jeg har slet ikke overvejet, at han faktisk godt selv kan. Jonathan NØD at stå der ved siden af den store Jonathan og vaske fingre.. med sæbe .. og vand… og vand … og lidt mere vand.
Herefter skulle de sætte sig på to borde. Jonathan blev placeret på en bænk sammen med stuens anden Jonathan, der lige er 6 måneder ældre.
Første forhindring var hagesmækken – men det tog Jonathan nu med højt humør. Herefter fik han en smørrebrik. DET forstod Jonathan ikke.. Sådan nogen har vi ikke herhjemme.
Nu kom næste ting, der tydeligvis ikke var prøvet før. Et fad (i form af en almindelig tallerken) blev delt rundt – og man måtte selv vælge, hvad man ville have. Jonathan var ET stort spørgsmålstegn – særligt, at hun tog tallerknen VÆK igen. Tog hun nu hans mad?
Jonathan – ved siden af - begyndte at smørre sit rugbrød med kniven.. Og her var igen en ting, jeg aldrig har tænkt over – for jeg skulle kun lige give Jonathan børnekniven i hånden, så efterabede han den store Jonathan og smørrede til den store guldmedalje.
Jonathan var hurtigt færdig med sin mad - og ville ned. Mette forklarede, at det måtte han godt – og kom med en klud. Jonathan er jo ikke vant til at det er FROKOSTEN, der er hyggelig - hvor man sidder og småhygger. Frokost herhjemme er noget i indtager "i farten" og ikke noget hvor vi hygger ret meget. Vi er jo også kun to, der kan hygge.
Til sidst begyndte de andre børn at bære deres smørrebrikker hen – og deres vand. Altså rydde op efter sig selv. Og igen måtte jeg smile, for det har jeg HELLER ikke lært Jonathan - primært fordi jeg er så glad for mit gulvtæppe UDEN markrelrester. Jonathan får indimellem lov til at dække bord – men når tingene først er beskidte, synes jeg ikke det er så hensigtigsmæssigt.
Der bliver meget at lære de næste par dage – men ingen tvivl om, at Jonathan NYDER hver minut.
Frokost herhjemme er jo noget med at JEG smørrer ham nogle klemmer eller giver ham noget mad. Og dem får han så serveret på en tallerken.
Ja jeg trækker på smilebåndet: os hønemødre har det med at hjælpe vores børn for meget. Jeg er f.eks blevet overrasket over at min søn selv kan tage flyverdragten af og på – og sikke en lettelse det er om morgenen….
Det er noget af det smukkeste og alligevel det mest rædselsfulde, at se sit barn gå de tunge skridt ud i den verden vi selv har sat dem i. Med blødende hjerte og lidt våde øjne har jeg selv “været der” 2 gange. Men når man så ved og kan se at de relationer ungerne får i institutionerne lærer dem at færdes i verden, føler man en vis ro og meget stolthed over sine børn.
I øvrigt ros til dig – at skrive 100 punkter om sit eget liv? Tror jeg ikke jeg kunne.
Mvh
Anders
Det lyder som en rigtig god første dag!
Og dejligt, at han var så glad for det hele! 🙂
Dejligt at høre, at I havde en rigtig god dag…
Jeg kan absolut godt se mig selv i den der hjælperrolle, for jeg gør akurat det samme som dig…Måske man skulle lade dem gøre lidt mere selv??
Uhh de bliver altså så store vores unger….Måske er det i sidste ende os mødre, der ikke kan følge efter vores børns hastige udvikling…og overser at de jo faktisk godt kan selv…Av der fik jeg noget at tænke over…. :o)