Jeg kan vænne mig til fænomentet.. Pasning af Jonathan.. Men det går bestemt i den posetive retning.
Igår skulle jeg hente søster til fødselsdag – og derfor var det ganske upraktisk at rive Jonathan væk fra det selskab vi var i – fyldt med farmor, tanter og onkler – for at få ham ud i regnen på en kold cykel 25 minutter.
Så jeg efterlod ham. På opfordring af alle tilstedeværende.
Det var underligt at cykle der – og ikke skulle snakke – eller tage hensyn.
Da jeg kom tilbage inkl. storesøster, sov Jonathan op af maven på farmor – og farmor lignede i hovedet een, der lige havde vundet hovedpræmien i lotto. Der opdagede jeg, at det ikke bare er et bekvemmelighedsspørgsmål at få Jonatahn passet. Farmor og mormor VIL jo gerne.
I dag er Jonathan ude og blive passet hos farmor her til formiddag, mens jeg har været på hospitalet. Dejligt med en time eller to helt børnefri. Dejligt og underligt.
Hvor må det være underligt…, men hvor må det samtidig være skønt at have forældre så tæt på, der gerne vil passe børnene. Knus!