18 måneder – Englefingrer i bussen

Åhhh… at gå ind i en sådan en godt pakket 500S… en af dem, der kører i myldretiden – den myldretid, hvor alle mennesker er trætte og ødelagte..altså at gå ind i sådan een med en alt for fyldt klapvogn og to ubeskriveligt trætte børn. *suk*

De første 4 minutter, prøvede jeg at lade Jonathan sidde i klapvognen – efter 1½ minut blev han MEGET sur – og skreg så ingen i bussen kunne være i tvivl om, at nu gad han ikke lige DET mere.

For freden – for Jonathans og for mine øres skyld, tog jeg ham op. Og satte mig på et bussæde med ham på skødet. Vi sæd på sædet efter de forreste udgangsdører ca. midt i bussen. Det gjorde nu ikke tingene bedre - faktisk delvist tværdimod. Nu skreg min Jonathan af et sundt hjerte. Min stakkels stakkels Jonathan var så uendelig træt – og det var ganske ligegyldigt, hvad jeg kunne finde på af fiks fakserier. Jonathan var bare godt og grundigt utilpas.

Stakkels de 45 mennesker, der havde været så uheldige at tage netop denne bus. De 42 af dem så trætte og hængte ud efter en hård arbejdsdag. Selv buschaufføren skruede op for radioen.

At knægten var så træt og reagerede så meget, hang jo naturligvis også sammen med at både Annike og jeg også var trætte. Annike ville faktisk helst bare sidde og hænge op af mig.. og jeg … Tja.. Jeg drømte om bilen – og om varm kaffe – mens jeg desperat prøvede at hjælpe Jonathan til at kunne holde ud at være til.

Men op af det blå, kom pludselig en engel. Faktisk var det ikke så meget en engel – det var faktisk kun fingrene af en enkel. Fem slankekvindefingre - med nedbidte negle dansede på glasruden foran Jonathan. Og Jonathan måbede …

Damen – englen – eller hvad hun nu var – opfattede at Jonathan så hende - og lod derfor fingrene danse videre. Jonathan fulgte fingrene med øjnene – og vreden og trætheden blev for et øjeblik udskiftet med nysgerrighed.  

Fingrene vinker lidt.. og Jonathan sidder på mit skød. Med den ene hånd vinker han med to fingre. Den anden hånd har to fingrer forvildet sig ind i munden. Han studerer fingrene – og falder til ro. Fingrene på den anden side af glaspladen – danser hen over brochureholderen – og billetprislisten. Og Jonathan følger den.

Englefingrene skal af på det næste busstoppested – men det gør ikke noget, for Jonathan har fået trukket vejret helt ned i maven. Og hans gråd og træthed er ikke helt så langt oppe ved overfladen mere. Hans opmærksomhed kan opfanges af en mobiltelefon – og dens flimrende lys. Englen har gjort sit – og resten af busturen bliver overkommelig.. For Joanthan, for mor – og ikke mindst for de 43 andre trætte mennesker i bussen.

TAK englefingrer!!