Vi er misundelige – og vi er gået i SKARP træning.
Mattias – Jonathans lille ven – er så stjerne dygtig tale og forstå. Jonathan fatter ikke en bønne. “Mattias – Gi Jonathan kiksen” hvorefter Mattias vader hen til Jonathan og rækker ham artigt kiksen. “Jonathan – Gi Mattias kiksen” – hvorefter Jonathan ligner ET stort spørgsmålstegn – og efterfølgende spiser kiksen.
Nu er hans mor gået i skarp træning. Efter princippet “Ros selv små fremskridt” bliver Jonathan bedt om i pendulfart at afleverer alt fra slikaffald til legoklodser hos far, søster eller mor. Og knægten er ikke blevet mindre forvirret.
“Gi far bolden” Den forstår Jonathan godt. Han kaster bolden med STOR kraft direkte mod sin stakkels fars hoved. “Ja…” jubler hele familien og klapper af Jonathan.. Jonathan ser meget undrende ud i hovedet – men når nu hele hans familie klapper – så ka han da klappe med – så det gør han.
“Gi mor den” siger far – og giver Jonathan en kuglepen i hånden. Jonathan kigger undrene på kuglepenne- og smider den – som var den befængt med noget…
“Gi mor den” siger far pædagogisk og giver Jonathan en duploklods. Og mor lokker fra sofaen ..” Ja .. Jonathan mor få mor få” Jonathan kigger skeptisk på mor.. Går lidt længere.. Tager sigte og kyler klodsen i retning af mor.
Hvad gør en klog nu? Mor vælger at rose “Ja – Jonathan .. Ja.. Du gav den til mor .. Flot” og igen klapper vi – uden at vi er helt enige om, hvorfor.
Det kunne være jeg bare skal accepterer, at det ikke lige er gi/ta min søn har mest travlt med at lære.
Tja… hvad kan jeg sige – min søn kan ikke hente kager og kaffe på bordet selv, men han ved at han skal dele ud når han bliver bedt om det :o)))
Jonathan kan jo så meget andet ikke?? – se en rigtig opmuntrende sætnign jeg ku! :o)))
Knus