Jeg har ønsket mig Jonathan så ubeskrivelig længe. Og nu er han her.. Nu er vi alle sammen her – og nu er tiden fløjet, så jeg slet slet ikke føler, jeg kan følge med.
I dag bliver Jonathan 1½ år gammel.
Min lille søde datter er lige fyldt 9 år. Der er ikke ret meget “lille og sødt” over hende, hvis man siger det højt. Hvis man partout skal sige noget højt, så er hun sej og stilig. Jeg stjæler mine farvelkys om morgenen når hun blæser ud af døren til skolen – og om aftnen, når vi har læst og hun skal sove. Jeg stjæler dem, for jeg kan mærke, at kyssene bliver færrer – og f.eks. ikke længere må være offentlige! Men jeg er jo slet slet ikke parat til at holde op med at kysse min lille bitte pige.
Hvordan kan tiden løbe så stærkt, når den nærmest gik i stå, da jeg manglede Jonathan og min datter? Hvorfor leger tiden kispus med mig – og forsvinder mellem fingrene på mig.
Indimellem føler jeg, at jeg bare må planlægge ordentligt – få så meget ud af tiden, som det nu kan lade sige gøre – men når jeg så ser på Jonathan – på hans lille vrikkende numse og benene under ham, der stæser hen over gulvtæppet, så kan jeg jo godt se, at planlægning allerede ER igang – uden mig som andet end tilskuer.
Jonathan har fuld knald på livet – og han har en million ting, han skal have lært. Hvad jeg så lige mener, han skal bruge sin tid på, er ikke lige noget, der bekymrer ham.