Far var kørt med bilen idag. Og bag bilen stod klapvognen.. så pludselig stod jeg på gade.. med barn – og uden klapvogn – og med behov for at gå en tur – og komme ned og handle ind.
Nu ligger byen kun en spytklat herfra, så det var ikke det helt store problem. Dernede er der jo indkøbsvogne, Jonathan kunne "låne" ..
Men nu – da lejligheden bød sig – kunne vi lige så godt gå lidt .. Jonathan stod der i vinden – lidt. Og nød blæsten i håret. Og så begyndte han ellers at gå. Verden er så stor så stor. Og jeg hans ansigt – hans lykke over alt det, der lå ham lige for, så kunne jeg ikke nænne at holde ham "i kort snor". Så Jonathan fik sin første egentlige egenbestemmelige gåtur.
Hvor var det skægt at være mor – og gå der 2 skridt bag ham.. Og observerer, hvad det er, sådan en lille fyr falder for. Et blad på vejen, der lige skulle trædes på… og derefter en parkeret bil, man lige skal se nærmere på.. men inden man når så langt, rammer vinden Jonatahn i ansigtet – og Jonathan vender sig mod den – så han kan mærke den. En opgang med adgang til en trappe.. Den skal man da op af – eller en lille sti ind mellem nogle buske.. hvilket eventyr venter ikke lige om hjørnet?
Sådan en lille gut – der oplever verden. Ikke bare med sine øjne og sine fødder – men også med alle sine andre sanser. Se, hvordan vinden smager – og hvordan bladet lyder.
Vi endte i bymidten, hvor Jonathan lige skulle lege lidt med springvandet. Jeg har gået og ventet på den dag, hvor jeg ville give efter for det- så idag fik han lov – bare med hænderne nede i bassinet.
Men inden jeg fik set, hvad han gjorde, havde han fået plasket sig selv op af maven. Og så var lege allligevel slut – syntes den forfølgende mor.