Undskyld Sanne. Jeg ved det er en direkte fornærmelse – men Salos cookies ER altså bedst. Lige tilpas bløde og sprøde og med tilpas meget chokolade, at det smager godt og lækkert – men også så tilpas meget, at knægten ikke bliver smurt ind i chokolade 🙂

Det var ellers en givtig dag – sådan at tage på café med Sanne og Mattias – og alle de andre Juni-mødre (hvilket stadig er falsk varebetegnelse – der er faktisk flere, der har født i juLi og maj, end i juni.. men hvorfor slippe noget godt 🙂 )

Givtig på mange måder. Først og fremmest, fordi det er en fornøjelse af dimensioner at se alle ungerne. De bliver så store – og selvom jeg stadig føler, at jeg må løbe mest og længst (- når Sanne ikke lige indfanger et ekstra barn med sine fangarme) – så er de nu ved at være så store, at der er klar kontakt. Der er et kram i ny og næ – og et lille kys i form af en kærligt placeret skalle midt i panden på det stakkels uanende modtagerbarn. Ingen tvivl om at Jonathan lurer tricks af – og at andre aflurer ham. Der bliver virkelig studret – og pillet lidt i hår.

Givtigt fordi mit barn ikke er det eneste, der kravler på trapper – og insisterer på at komme op af trappen 1000 gange. Nå ja – hvis man ikke kan ordne det -så kan man da lide sammen 🙂

Givtigt fordi de andre børn bliver SÅ ufattelig store – og ikke mindst kønne. Det er små personligheder, der vokser frem lige blandt os.

Givtigt, fordi mødrene til disse underskønne unger, er skønne at snakke med (mellem flugtforsøget ud i voksenudlånsafdelingen og anden tur på trappen) Det er dejligt at høre om, hvordan I andre gør. Hvad I gør – og hvad i tror om hint og andet. Dejligt at udvide sin egen lille horisont.

Og ikke mindst givtigt fordi Mattias'mor havde taget Jonathans fødselsdagsgave med.. En gave, der i den grad var indkøbt med omtanke og forståelse for min lille ven. Først en stjernelampe – til at lyse soveværelset op – så nætternes mørke ikke bliver så skræmmende. Mattias forklarede i sit tilhørende brev, at det iøvrigt slet ikke er mørket – der er farligt – det er sengen ! Desuden fik Jonathan en vogn med klodser.. Himmelsk – tårne bang brag og så ovenikøbet i en vogn, som Jonathan kan trække rundt. Og sidst men ikke mindst et par sutsko – af den type man ikke lige taber igen.. 1000 tak Sanne – det var alt for meget !!

/ Venner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *