Hold da op, hvor har vi brugt mange timer i soverværelset i de sidste mange nætter. Jonathan græder bare så hjerteskærende.. Så ulykkeligt. Så den sidste uge har løsningen været, at kæresten eller jeg lægger os ind – og er der hos ham, mens han falder i søvn..
Og vi har vitterligt undret os – for han plejer jo bare at lægge sig til at sove – og han sover stadig fint til middag – uden brok af nogen slags.. Sært at natteluren er så mange gange mere uhyggelig.
Igår – da jeg sad hos ham, sagde kæresten løsningen, uden nogen af os opdagede det. Og idag har jeg fået det konfirmeret. Nu er jeg sikker på, jeg har forstået, hvad det er, der går galt.
Jonathan er mørkeræd. Måske ikke mørkeræd – men han er utryg i mørket.
"Tænd dog natlyset" sagde kæresten igår "så han kan se jer"… Datteren og jeg var krøbet sammen i soveværelset sammen med Jonathan i hans seng. Jeg tændte læselampen – og jeg bemærkede det dårligt – men Jonathan faldt faktisk hurtigere til ro.
Og idag skete miraklet så. Klokken var 20:30, da jeg lagde en dødtræt lille mand i seng. Første forsøg er ALTID at vi siger godnat, som vi plejer, og går ud af rummet.. (I håb om, at han bare falder i søvn – hvilket han så ikke har gjort de sidste MANGE nætter)
15 minutter spurgte kæresten hvor lillemanden var.. "Jamen, du har da kysset ham gonat" – og så var det jeg opdagede, at lillemanden jo bare var faldet i søvn. Vi havde slet ikke hørt ham. "Han har nok været VILDT træt – stakkels lille mand"
Og så var det – her klokken 22, at jeg opdagede hele miseren.. Jeg har glemt at slukke loftlyset i soveværelset. Jonathan ligger for åben dør – og med loftlyset tændt – og sådan havde han ingen problemer med at falde i søvn.
Nu forstår jeg pludselig alle de timer. Jeg har ikke kunne fatte, hvad der var galt. Han har fået vand, mad og trøst i tonsvis – men hvad hjælper det – når man er en lille dreng, der bare er bange for mørket?
Nu glæder jeg mig til at se imorgen, om teorien holder stik.