Jonathan går nu mere og mere. Han kan rejse sig uden støtte – og når han går virker han ikke længere helt så "søgende efter støtte" – nu går han bare med armene foran sig så han minder om een, der går i søvne.
Men ideen med at bruge kroppen til at overkomme forhindringer, er klart noget der ligger Jonathan meget på sinde. Hver gang han kan komme til det, skal noget overvindes.. om det så tager timer.
Vi bor på 1. sal og han hviner af fryd når vi kommer ind i opgangen – trappen er en lang række af "sjove" og "udfordrende" projekter for Jonathan. Jeg er RÆDSENSSLAGEN for at han en dag skal få forvildet sig ud på opgangen, for så kan jeg godt regne ud, hvordan han vil falde ned.. Jeg håber derfor hurtigst muligt at lære ham bare lidt om, hvordan man "ter" sig på en trappe. Turen op er naturligvis nemmest – så det har han nu prøvet 2-3 gange.
Igår skulle han så vise far, at han kan. Med et hovedet, der er ved at revne af stolthed (og en mor, der har hånd og ben 2 cm bag ryggen på drengen, så han UMULIGT kan falde ned) begyndte den lille mand opstigningen af ialt 21 trin.
"Han bøller den tilsidst" fortalte jeg kæresten. "Han går videre – selvom han godt ved, hvor vi bor" … Kæresten sukkede.. "Han ved da ikke hvor vi bor – Han bøller ikke… han kravler bare op!" .. Jeg smilede ved mig selv… en anelse bedrevidende.
Kæresten stillede sig i døren, og som de 21. trin flot og uden problemer blev forceret – kaldte kæresten på Jonathan (40 cm fra ham) og viste ham den åbne dør.
Jonathan kiggede på ham. Øjnene flakkede af "bøllespirer" og han begyndte at grine sit bøllegrin – som fast betyder "NU laver jeg ballade" – og så stormede Jonathan ellers videre op til 2. sal – med moren lige i hælene. Han nåede nu kun 2 trin op – så fik moren stoppet ham – og hevet ham indenbords i lejligheden.
HVIS Jonathan skulle forvilde sig ud på opgangen (hvilket han IKKE GØR!!) så er jeg ret sikker på, at han vil kravle OPAD.. Og det ved jeg, at han vil kunne klare.. Jeg ved at sandsynligheden for at han falder ned der, er meget lille.
Men det primære mål er fortsat at få lært min lille mand, hvordan man vender sig om – og forsigtigt lader benene ned først, når man skal ned af ting.. Og der går lige 6 måneder – eller mere – får han får lov at øve den diciplin på trappeopgangen. Der synes moren godt, at vi kan træne på sofaen og fra sengen.
(Tænk for 6 måneder siden faldt min lille søn ned fra sengen – hvilket fra forfærdeligt .. nu kravler han selv ned – lige så forsigtigt !!)