Der er en go nyhed og en dårlig nyhed herhjemme. Den gode er, at NÅR vi først sover – så sover vi godt. Jonathan sover igennem – og sover igennem i egen seng. Det er helt underligt at ligge der i den store seng og kunne mærke sin kæreste.. Fy føj da – hvad kan det ikke ende med 🙂
Den dårlige nyhed opvejer ligesom friheden i sengen. Jonathan har besluttet sig for, at det at sove er helvede. Hans intense kamp for at holde sig vågne om aftnen, minder mig om hinde tiders "Freddy Krüger".
Hans MÅDE at græde inden sovetid har også ændret sig. Han skriger – han skriger så inderligt, at man skulle tro, at der var noget HELT galt. Jeg bliver fanget i den HVER aften. Hver aften får han tjekket ble, tilbud mad og drikke otte gange inden putningen lykkes – og det bliver til rigtig, rigtig meget trøstekram..
Men græderiet er ikke et ulykkesgråd – det er ganske enkelt et krav om, at mor – eller far – sidder ved sengen og hygger om ham, på hans præmisser. Så er han tilgengæld en lille engel – der tilter i søvn, så han kan sidde i skrædderstilling og falde i søvn ud over sine ben efter to timers "hygge" med mor siddende ved sengen.
Jeg ved ikke helt hvad vi skal gøre ved det. Vi orker jo ligesom ikke de to timer hver aften – men på den anden side så har han adskillige gange bevidst at han falder ikke i søvn ved at skrige – han hidser nærmere sig selv op – til at blive vågen. Så går vi – og lader ham ligge – jamen når vi så går ind til ham tre minutter efter – så er han drivende våd af sved – og langt mere vågen, end da vi efterlod ham.
Indtil videre får han – modvilligt og med kamp – de to timer.. for alt andet holder vi ikke til. Jeg bliver så ulykkelig, når han græder på den måde.. Og når det endelige skal være – så er han jo meget dejlig at sidde der og iagttage..