Min datter sagde ikke noget, før hun virkelig kunne. Hun talte først, da hun var 2½ – bare sådan lidt. Og vi var faktisk alle lidt bekymret for hende. Hun fik skåret et tungebånd, der var så stramt, at hun ikke kunne række tunge – og i børnehaven var der en vanvittig sød talepædagog, der lod hende slikke på slikmuslingeskaller (for at få tungen UD af munden) og smurte hendes mund ind i nutella – som hun så selv skulle slikke af. (Igen for at træne at tungen kommer ud) Idag taler min datter ganske fint. Men hun var langsom opstartende – så mine forventninger til, at Jonathan skulle sige noget, har ikke været ret høje.
"moar" – siger min søn, mens han mosler rundt inde i stuen.. "MOAR" – råber han lidt højere efterfulgte af et "bukka".. "Brrrrr" siger han, mens han drejer en bold mellem fingerne… og da bolden ryger ud af hans hænder siger han skarpt og småvredt "RaaaaaRRRRAAAAAA"
For det meste, er jeg godt klar over, at hans "ord" er træning.. Og naturligvis træner han også de lyde, jeg igen og igen og igen siger til ham. Og "moar" har han nok hørt en million..
Men indimellem kommer man alligevel grumme i tvivl. "Hej" sagde han, da jeg tog ham op i morges. Det sagde han også, da han stod og hældte tøj ned fra puslebordet om eftermiddagen.. "haaaaajjj"
Eller når storesøster er gået i skole – og han sidder foran hendes værelse og siger "ANANANANAAN"
Og i går aftes, da han ikke kunne sove – og var bundulykkelig…. da stod han ved kanten og kaldte nok så tydeligt "Mamamamamam…… MOAR" ….
Eller lige nu, hvor han går hen og tager fast i fars ben og siger "faaar"
Min datter sagde meget meget meget tydeligt "mormor" som det første ord.. Hvad Jonathans første ord var, ved jeg ikke rigtig, hvor det er svært at definerer, hvornår lydene slutter – og ordene begynder.