“Moar – må vi ikke komme til koncert?”
Moren tænkte straks tilbage på Cinema koncerten i Lille Vega. Det gik utrolig nemt og smertefrit. E par hundrede tøser – og en enkelt eller to fyre havde forvildet sig ind i et forholdsvist stort rum med en lille scene. Et lille koncertrum. En lile koncert. Pigerne fandt dengang en fin plads, hvorfra ingen skubbede el. lign. Og jeg stod 4 meter fra dem – og tyllede dansk vand, mens jeg ventede på, at de unge herrer på scenen ville sige “farvel og tak”. At passe på pigerne var nemt – for der var ingen farer på færde.
Så jo.. koncert var da en god ide.
Chris Brown. Hmm. Jeg har INGEN ide om, hvem manden er. Vi købte billetterne, og lykkelig var både datteren og ikke mindst hendes søde veninde.
Igår kom dagen så. Morten kørte os derind og satte os af 200 meter fra Forum, da vi kunne se, at der var kø. Så vi gik i den forkerte retning af Forum, for at ende i bunden af køen. Aldrig i mit liv har jeg set så lang en kø. Den gik rundt om hjørnet og omkring 500 meter ned af HC Ørstedvej. Men det gik hurtigt. Vi gik fremad i jævn fart.
De mange mennesker gav mig en ide om, hvad der ventede. Langsomt forekom det mig, at denne koncert nok ikke blev i selskab med min elskede kolde danskvand lidt på afstand af pigerne. Med så mange mennesker, er der ikke noget at gøre andet end at være tæt på. HELT tæt på.
Forum var proppet. Der var uendelig mange mennesker. Jeg tænte strategisk. Jeg trådte et skridt tilbage – og bad pigerne om at træde frem, så der var luft imellem os – så der var rum og plads til dem.
Det gik hurtigt op for mig, at alle de andre koncertgæster var noget størrer end mine to piger. Størrer as in bredere, tungere, højere og ikke mindst ældre. Og de var kolde i deres dertil indrettede i forhold til det faktum, at der stod to piger et hoved under dem, der gerne ville se med.
Der gik livvagt i mig. Først og fremmest var det min datters nakke, der bekymrende mig. Et forkert skub kunne få uoverskuelige konsekvenser – så det var et absolut “no go”. Min datters veninde er adskillige kilo tyndere – og adskillige centimeter højere – og dermed var hendes sikkerhed også et fokusområde – for pust til hende – og hun vælter omkuld – så en bredemåset tøs på 15 skulle bare vrikke med hoften, for at veninden pludselig ikke længere havde sin plads.
Tanken om et barn siddende på gulvet, var mildest talt skræmmende. Dertil var der alt for mange mennesker og alt for mange 15 årige i stilethæle.
Så mor her gik i livvagts mode. Jeg brugte uendelig energi på at forudse mængdens bevægelse – og hver gang en slange af mennesker “lige skulle forbi”, skærmede jeg med krop og arme for pigerne – så ingen kunne tage deres pladser. Mere end een gang blev forenden af slangen høftligt – men kontant besked om at gå uden om vores lille gruppe. Ikke på vilkår om slangen af mennesker skulle ind imellem min datter og hendes veninde – for det ville måske medføre, at veninden – eller min datter blev revet væk fra os andre.. Og med den menneskemængde ville det ikke være nemt at finde hinanden igen – selvom vi havde aftalt mødested kun 20 meter derfra.
Jakkerne holdte jeg i hånden. De virkede fint som pladsskabende. Af en eller anden grund fyldte de så meget i landskabet, at andre ikke kom helt tæt på mig – og dermed på pigerne.
Og pludselig i alle mine tanker om sikkerhed og med tanker om, hvad jeg ville gøre ved forskellige opståede mulige situationer, opdagede jeg pigerne. De hoppede jublende op og ned. Særligt min datters veninde var ikke til at skyde igennem. Synet af hendes højt elskede idol, kunne læses i øjnene på hende. Ham på scenen fyldte alt i den lille pige. Skidt med, at hun ikke kunne se scenen for de højtråbende, bredmåsede og meget blonde piger, der hele tiden lige skulle svinge hestehalerne. Skidt med, at det kun var toppen af storskærmen, hun kunne se.. At være i Chris Browns nærhed, var tydeligvis nok.
Helt galt blev det, da Chris Brown pludselig kom ned fra loftet i midten af rummet – bare 5 meter fra os. Jeg glemmer hende aldrig for de øjne – og for det kropssprog hun havde. Han var lige der – ham, der betyder alt. Og en 12 årig pige stod lige så stille og smeltede.
Jeg kom til at grine lidt – for der stod den 12 årige pige og slugte sit idol med øjnene – mens armene strakte sig ud efter dette vidunder af en mand. Samtidigt lavede selv samme mand bevægelser med underlivet, der nærmest fik mig til at fortryde, at vi var der. “Sådan noget kan hun da ikke magte” nåede jeg at tænke.. men måtte smile igen – for alle de bevægelser han kunne finde på, dem havde hun allerede set i alle hans videoer.
Og mens jeg ellers stod der i livvagsmode – og håbede på, at Chris Browns iturevne t-shirt ikke ville lande i nærheden af veninden – for så ville horden af teenagerpiger HELT sikker vælte den søde lille pige omkuld.. så kunne jeg ikke lade være med at tage mig selv i – et øjeblik – at føle, at pengene til koncerten var nogen af de bedst investerede i lang tid.. For min datters oplevelse – og hendes venindes oplevelse.. Det trængte langt ind i sjælen på dem begge to.
“Vi skal til koncert igen – ikk mor”, var vist noget af det første, hun sagde, da vi kom ud. “Jo – det skal vi da” svarede jeg. Mest fordi jeg ved, at jeg bliver nødt til at være med – ud fra hvad jeg oplevede. Jeg bliver nødt til at være med og passe på hende.. og hendes veninde.
Lige nu glæder jeg mig til at se det lys i deres øjne igen. Jo – vi skal afsted igen.