Jonathan har haft så travlt.. Fra den dag han blev født og frem til nu, har han indtaget verden med en appetit, så man indimellem må synes, at han kløjs godt i det.
Jonathan har – som de allerfleste andre babyer – en indbygget nysgerrighed, der gør at alt skal sanses og opleves. Alt skal prøves og forstås i en eller anden grad. Hans udvikling på disse kun 11 måneder er intet mindre end ufattelig. Fra ikke at vide, at han var et selvstændigt væsen – til forståelse af, at han har en krop – til i dag at mestre den krop, så han kan gå.. Det er langt – og den del af udviklingen er bare noget af det. Derudover har han læst sig sproget – forståelsen for menneskerne omkring sig.. og hans personlighed er vokset og har skinnet igennem dag for dag.
Derfor er pausen retfærdig.. Vi tager en pause nu. Nogle dage ligger Jonathan helt vandret – og skal ikke koncenterer sig om noget som helst. I nogle dag, er det eneste Jonathan rigtigt oplever, at ligge på mor – høre hendes hjerte – og blive aet over kinden, over håret … holdt i hånden. Kærtegnet.
Jeg kunne ikke drømme om at ønske min søn syg. Jeg har ondt af ham. Der er ingen tvivl om, at han ikke har det godt… Men der er heller ingen tvivl om, at denne tvungne pause – dette midlertidige ophold i hans ellers stormende udvikling, giver ham noget posetivt. Det giver ham lidt ro – og tonsvis af nærhed… Nu er vi tilbage på det tidsligste babystadie, hvor hans sanser i den grad blev dækket af kærlige berøringer og moderlige – og faderlig omsorg.
I morgen tager han fat igen – for verden er så stor,- og der er så ufattelig mange ting for en lille Jonathan at tage fat på – at prøve at forstå – at undres over. Men idag tager vi i mors arme – på mors bryst – beskyttet og trøstet fra omverden. Idag glemmer vi udviklingen – og fokuserer på det aller næreste.