Jeg vågnede forleden med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Kroppen var gennemudhvilet – og jeg var hverken vågnet af vuggeurets hyl – eller af Jonathans morgengrynteri. Jeg blev ærlig talt helt forvirret .. og moslede ud i stuen.. Hvor var de andre? Var alt ok?
Da jeg kom ud, sad kæresten i sofaen og smilede. Klokken var 8:30. I hånden havde kæresten en dampende kop kaffe. Han havde gjort vores datter skoleklar og fået hende sendt afsted – hentet morgenbrød, sat kaffe over og ordnet Jonathan, da han endelig var vågnet. Og dette på en almindelig torsdag!!
Jeg kan mærke, der er forår i luften. Alting er lidt nemmere nu, hvor lyset og krafterne vender tilbage. Jeg kan mærke en snigende forelskelse i en mand, som jeg efterhånden har været sammen med i 11 år. Jeg kan mærke det pust af lykke, der gør, at man ikke gå – men nærmest flyver rundt i hverdagen – og jeg kan mærke, at jeg kan så meget mere nu.
Igår – fredag – var det kærestens tur. Men kaffeduften må han undvære, for jeg brændte havregrøden på og det lugtede fælt i hele hytten… Men sove-længe-fornemmelse, kaffen og morgenbrødet – den HAVDE jeg fikset