"AHHHHHHHHHHRRRRR" lød det inde fra datterens værelse, da hun lagde madpakken i skoletasken – og ellers skulle være parat til at gå ud af døren.
"MOOOOOOAAAAAArrr.. vi har glemt matematikken" – og sandt nok – der i hendes taske, så den ugelektie, hun skulle have afleveret lige inden påske – men som ikke var færdig – og som hun fik besked på at lave færdig til efter påske.
Og her må jeg så indrømme, at jeg meget hurtigt foretog nogle kyniske og knap så pædagogiske korrekte vurderinger af situationen.
Hvormeget drejer det sig om?
18 plusstykker. En regneart hun HAR styr på.
Hvad er klokken?
Vi har 10 minutter til at gøre noget
Hvad vil dette betyde, hvis hun ikke aflevere igen?
Intet for læreren – men alt for hende. Hun vil føle sig meget taberagtig.
Kan hun sine ting?
Hun har aldrig afleveret forsent før – og hun er blevet rost for sin faglighed for 1 måned siden. Både hun, læreren og jeg ved at hun kan.
Jeg gav hende det mest upædagogiske valg, jeg nogensinde har givet hende "Vil du snyde, eller vil du afleverer imorgen?" Hun tænkte sig lidt om – og valgte "snyde". Jeg fortalte hende 40 gange -at dette er en engangsfornøjelse – at det ikke er sådan man laver sine lektier.. at man skal have orden i sit arbejde. (Men samtidigt ved jeg jo godt, at vi har været ude hele påsken). Da formaningerne var på plads, kom vi så til det. Hun havde lavet de første to sider – men manglede 18 plus-stykker – og en tegneting. Jeg fortalte hende svarende på alle stykkerne – og jeg er nu HELT sikker på, at hun INTET har lært af den side.
På den anden side er jeg sikker på, jeg har reddet hendes dag. Hun har glædet sig til at komme tilbage efter ferien for at snakke med de andre. Hvis hun skulle føle sig taberagtigt, fordi læreren ville spørge og hun igen måtte sige "nej" – så ville hende forhold til klassekammeraterne være mut og trist – fordi hun ville føle sig lille og ikke god nok.
Nu har hun 18 falske regnestykker i tasken – og et bredt smil på læben. Allerede på vejen over i skolen er miseren glemt.. Nu skal hun bare også og sige hej til vennerne..
Og så er det jeg lover mig selv -meget højtidigt,- at huske på at hjælpe hende så hun kan være færdig til tiden – så det ikke igen bliver nødvendigt at snyde.