Jeg tog rulleskøjterne på – da jeg skulle ud til svigermor.. og Jonathan blev lagt i klapvognen – og så rullede vi to ellers ud i detblå. En tur på ialt 16 km. 16 tiltrængte kilometer – for de sidste mange dage er gået op i at spise, spise og så spise lidt mere.
Jonathan nåede da også kun lige rundt om hjørnet, før han besluttede sig for, at det var lur-tid – så den første time, sov han sødt – og i mellemtiden kunne jeg så nyde luften, himlen, vejen og de røde kinder.
Hvorfor glemmer man hvor dejligt det er for kroppen at lave noget? Jeg forstå det ikke helt – for ligesom, når jeg spiser en god middag – så bliver jeg helt euroforisk, når jeg ruller en go rulleskøjtetur med lidt bid i – og alligevel foretrækker jeg at spise – frem for at dyrke motion i de tilstrækkelige mængder.
Det er sådan en over vidundelige fornemmelse – at forået er her – hele området dirrer og sitre af forventningens glæde. Man kan mærke det – men ved, at det ligger lige 2 meter ude foran. Lige om lidt er her varmt og dejligt, og lyst og rart.. Lige om lidt.. Og det vi nyder lige nu er bare starten..
Jeg må få løbet nogle flere ture – man tænker så klart undervejs..