Jeg havde håbet på, at Jonathan ville gå to skridt hen til farmor til påskefrokosten.. men det var alligevel for meget at forlange. Der var SÅ mange mennesker – hele familien var samlet – 4 søster med børn, deres koner og deres børn.. Det blev til et par stykker. Men de mange mennesker og en forkortet middagslur, gjorde lillemanden meget genert – så selvom der blev lokket godt – så nåede han ikke at tø så meget op, at han gik til farmor – eller til nogen anden.. Men han fik vist, hvor flot han står uden støtte – flere gange..
Først da vi kom hjem, kom skridtene tilbage – og så er det, jeg ikke helt forstår. Igår var skridtene et udtryk for, at der var en kort afstand mellem der, hvor han var – og der hvor han skulle hen. Så kort en afstand – at det faktisk ikke kunne betale sig at kravle. 30 – 40 cm Og jeg troede jo så, at det var sådan han skulle lokkes – med mulighed for to skridt – måske tre små skridt..
Men det har Jonathan allerede droppet. Nu holder han mig i hånden til han har fundet balancen – og så giver han slip – står lidt og overvejer situationen – og så går han … lige ud i det blå. Første forsøg gav 5 skidt – andet forsøg gav 10 skridt – og sidste gang han prøvede – kom han 12 skridt.. Næsten 2 meter ialt..Men hver gang ender det, som det må ende – for der er ikke noget støtte i umidlbar nærhed – så han MÅ få overbalance – og skvatte. Jeg er så lige bag ham – og prøver at nå at gribe – så han ikke bliver forskrækket – og mister modet igen. Men jeg når det ikke hver gang -for det går stærkt. Jeg vil sige – de første 4-5 skridt har han helt kontrol med (når han ellers har balancen fra starten) – derefter er det et spørgsmål om held hvor mange skridt der kommer derefter.
Men det går så ufattelig stærkt: I går gik han for første gang nogen sinde… 2 skridt.. Idag 12 skridt. Og selv da han kom i seng, skulle han prøve at gå i sengen – uden støtte. Jeg glæder mig til at se, hvor lang tid der går, før han går mere end han kravler.