Igår d. 9. april tog Jonathan sine første skridt. Og morens reaktion var så voldsom, så vi et øjeblik var helt i tvivl om knægten nogensinde turde prøve igen.
Vi havde venner på besøg.. og veninden blev ved med at sige at "Nu er det da lige før med ham Jonathan – hva" .. og jeg kunne da godt se, at han havde en go balance – også bedre end dagen før – men knægten er jo kun 10 måneder.. Og han har allerede to gange prøvet – hvor det var tydeligt, at han ikke havde hverken balancen eller koordinationen.
Men så var det – efter desserten – at jeg stod og holdte Jonathan i hænderne. Jonathan ville 30 cm frem, fordi der stod legekammeraten – så jeg gav slip – Et øjeblik stod han ligesom og vejede situationen.. og så var det som om han bestemte sig for, at det var forsøget værd – og så gik Jonathan to velbalancerede, velkoordineret skridt.. Uden slinger i valsen – og uden usikkerhed. Han nåede sit må med et sidste tredje skridt, hvor han havde fået fat i støtte – i form af armlænet på "målstolen"
Moren reagerede med et hvin så højt, så end ikke naboerne var i tvivl om, at noget var i gærde.. Jeg blev så overrasket – og stolt og glad.. et øjeblik.. Alle 4 voksne tilstede var helt enige om, at det var rigtige skridt – rigtig gang. Jonathan gik selv.
Jonathan gentog historien 2 gange mere i løbet af aftnen. En gang gik han først eet skridt – genvandt balancen – og gik derefter 2 skridt. Anden gang stod han ved bordet – og besluttede at tage chancen sådan ud i det blå. To skridt blev det til – så var der alligevel for langt til noget som helst – så han satte sig på numsen – bare for en sikkerheds skyld.
Nu glæder jeg mig til at se, om han overrasker hele sin fars familie til påskefrokosten imorgen ved at gentage nummeret..