Jeg har lige nydt en aften med gode venner på besøg. En dejlige brunøjet – og dybt charmerende Mattias kom forbi – og med sig trak han sin mor og far. Det var en fornøjelse at sidde en hel aften og se på, hvor vidunderlige vores unger er – snakke om ingenting – og alting .. spise os mætte – og drikke lidt vin til maden.. (Og Sanne drak MERE end een genstand – selvom hun stadig ammer !!!!! Jeg drak også mere end een genstand – men jeg ammer jo ikke)
Vi betragtede hvordan vores drenge – som de jo efterhånden er fremfor babyer – langsomt er begyndt at have en fælles forståelse. Ofte går den fælles forståelse på, at de vil have samme stykke legetøj – og helst samtidigt – men der var faktisk adskillige gange i løbet af aftnen, hvor ungerne sad overfor hinanden og faktisk så enige ud. De var ihvertfald rørende enige om, at legoklodserne er babylegetøj – så dem skal Sanne IKKE stjæle.
Da aften gik på hæld – puttede Mattias sig på sofaen – op af mor. Min datter sad og spillede computer – og Jonathan drattede omkuld i sin seng. Og så kan man nok så facineret betragte de små væsner – der er så perfekte – så rigtige – så nøjagtige, som de skal være.. og føle en fred.
Og så er det, at jeg, mens jeg skriver dette indlæg, kommer til at se på datoen. En efterhånden glemt dato – men alligevel en dato, der helt ind i hjertekulen minder mig om, at vi aldrig mere må kriges – aldrig mere leve i ufred.
Vi forklarede min datter igår, hvad rationeringsmærker var for noget. Et totalt uforståeligt begreb – tydeligvis – for en 8 årig – hvor hvem verden er een stor tag-selv-butik… Og ved nærmere eftertanke – også et ukendt begreb for mig.. for jeg – og min generation har jo heller aldrig manglet noget. Jeg tager goderne for givet – og brokker mig, når tingene ikke er tip-top..
Men den fred, der er i Mattias øjne, når han kæmper den sidste milimeter,- før han trygt og lykkeligt putter sig op af sin mor – den fred skal vi værne om og huske på at værdsætte. Den er ikke givet… Det er, hvad dagen idag – d. 9. april – skal fortælle os.