.. så mangler jeg endnu en genstand. En "Havregrødspuster"
Jonathans morgenmad er en kamp – og kamp er vitterligt det eneste ord for det.
Jonathan får havregrød til morgenmad – en god, solid morgenmad, som jeg for alt i verden gerne vil blive ved med at give ham.. Men ..
Jeg skal helst serverer den ca. 10 sekundter efter, jeg er stået op – for min lille mand har jo appetit og sådan en hel nat tærer jo på reserverne.. Så havregrøden kan ikke laves hurtigt nok.
Dette medfører – naturligvis, at der er tale om en nærmest kogende havregrød, der kommer ind på bordet.
Jeg har prøvet tricket med at lade som om det ikke var færdigt – og så prøve at lave noget andet – men det prøvede vi kun een gang. Jonathan er sulten: MAD NU!!.
Jonathan sidder nu ved bordet – og foran ham er en skål havregrød der nærmest stadig bobler – med smør, der ikke smelter på grøden – men nærmest steger – og sukker – der ikke smelter – men nærmest krystalliserer til bolsjer p.g.a. varmen.
Og så puster moren.. Og hun puster og hun puster og hun puster og hun puster og hun puster indtil hun ligner en dårlig efterligning af ulven, der puster grisenes hus omkuld… og hver eneste lille mundfuld er en kamp. For hvis den er for længe undervej, bliver Jonathan sur over det – fordi han vil have mad – NU – og er den for varm – så er det jo naturligvis også galt !!
Se det er det apparat, jeg mangler .. "En havregrødspuster" For hvis grøden var den rigtige temperatur, når grøden kommer på bordet, ville jeg ikke have et barn, der vræler og bliver sur, fordi han er sulten – og fordi hans mors giver ham så små bidder, at det nærmest er grotekt – i forhold til den kæmpe sult hun sidder overfor.
Tricket er så også, at det ikke er hele grøden, der må blive alt for kold – for bliver den det – så spiser Jonathan kun lige, så det dækker den værste sult – for kold grød er alligevel FOR kedeligt.