Vi har fået en ny og rigtig god puttevane. Min datter har fået ny sengetid. Hun kommer nu først i seng kl. 21, hvilket hun er hæslig stolt af – så den nyerhvervet time skal jo helst bruges på noget sjovt – og det har vi nu fundet ud af.
Vi slutter dagen af med 5 slag UNO.
Først og fremmest: Når man er 8 forstår man godt alliancer (om ikke andet, så fordi man har set Robinson) og derfor har datteren og jeg rottet os sammen – og det går over al forventning. Kæresten får det ene lag tæsk efter det andet.
Da vi startede med at spille UNO for nogle år siden, kunne datteren ikke helt gennemskue spillet -og derfor ville det være ret nemt at lade hende tabe hver gang. Dengang var vi søde ved hende – og gemte de væmmelige kort til os selv – men nu er hun blevet en ren lille strategiger- der sidder og gemmer på sine +2 for at kunne dolke far i rygge med en dobbelt +2. Der bliver grinet meget…
Og Jonathan sidder på mit skød og æder af mine kort. Det har nu medført at een af "skift farve" kortene – nu har et umiskendeligt aftryk af Jonathans tand på sig – men når det nu bare er os tre.. Indimellem føles det som om han næsten er med, for han vil hjertens gerne kigge i mine kort – og hvis han så lige kunne få lov til at holde en røde 4 – så skulle den være hjemme.
Jeg er ret glad for den rytme. Det giver os lige lidt tid sammen – afslappet – hyggeligt -og med grin. Vi er meget sammen hver dag alle sammen – men det er "hver for sig" Een foran computeren, een ved sine instrumenter og een, der knokler med lillebror og spisetiderne med en kræsen 8-årig, der i forvejen er tynd er altså heller ikke nødvendigvis en hyggestund.