Jeg var i biografen igår – for første gang i årevis! Kæresten har truet med, at vi altså SKAL se Ringenes herrer i biffen – absolut minimum er 3’eren.. Så jeg er gået i træning – i babybio.
BabyBio viste “Calender girls” – en film jeg absolut ikke anede noget som helst om – andet end det var noget med nogle nøgne kvinder. Og så er det lige, der er plads til begejstring. For det var simpelhen så rørende en film – så poetisk og sød. Og så livsbekræftende. Den ene hovedrolleindehavers mand (som i virkeligheden bliver hele omdrejningspunktet i filmen) sagde noget så poetisk, at kvinder kun bliver skønnere med alderen.. At den sidste “fase” var den smukkeste. Og så sad man ellers og skammede sig over sine forfængeligheder – og ønsker om at gøre sig selv yngre end man er.. og man blev helt stolt over, at “den fase kommer jeg også til”. For manden har naturligvis ret: Vi mennesker udvikler os gennem hele livet – og derfor må vi være smukkest i den sidste ende.
En film, jeg absolut kan anbefale.. også selv om man er yngre end 60 🙂
BabyBio begrebet var mig også nyt. Og som sådan forstod jeg det ikke helt. Jeg havde taget Jonathan i bærerselen, fordi jeg ikke kunne forestille mig, at han ville finde sig i at sidde i barnevognen 2 timer.. Og bærerselen fungerede også rigtig godt. Det gode ved babybioen var, at der ikke var nogen, der løftede et øjnbryn, da jeg rejste mig op og vuggede Jonathan frem og tilbage.. Det var rart, at der var plads til det. Desuden stod der 9 barnevogne i mellemgangen.. og en enkel lillemand græd lidt i ny og næ – men ellers var det sådan set bare en biograftur. Der var ikke skuet ned for lyden, hvilket min veninde var lidt ked af, fordi lyden var lige lovlig høj for de små øre – særligt, når de skulle sove.. Og lyset.. var ikke til stede. Der var biografmørkt.. Så den store forskel var der ikke.
Jonathan faldt i søvn i hans slynge. Det er lang tid siden han er faldet i søvn med hovedet så tæt på mit hjerte… og jeg må indrømme – der var lige 5 minutter af filmen, hvor det ikke var den, jeg koncentrerede mig om. Det, at have Jonathan så tæt på – og være så tryg.. Det var det rene lykkemedicin.
At det ikke var tydeligt, at det var babybio, vidste sig endnu tyderligere efterfølgnede, da en pensionist, der også have købt billet, vredt skubbede til en af barnevognene for at komme igennem. Ingen tvivl om at hun syntes, at vi alle var meget uopdragne, sådan at have vores børn med.. Hun blev forhåbentligt klogere senere..