Jonathan kravler nu. Vi havde sundhedsplejerske d. 14. januar. Hun grinede, da hun hørte, at vi ikke var helt enige om, hvorvidt han kravlede.
Siden omkring 1. december, har kæresten hele tiden sagt "om en uge kravler han" og kæresten mente hele tiden NÆSTE at kunne se, at nu var den der… Men jeg har været lidt mere kynisk. At kravle kræver, at maven er oppe – at arm og ben koordineres – og at hovedet er så meget oppe, at man ikke falder over det, når man tager et kravleskridt.
Vi var enige om, at han tog 5 "kravletag" i fredags, da Sanne, Thomas og Mattias var på besøg. Men ellers mente moderen stadig, at han ikke kravler. "Altså jeg har set ham krydskravle 6 tag" smilede vores søde sundhedsplejerske.
Dagen efter – den dag, hvor han var 8 måneder helt præcis, vare der slet ingen tvivl længere. Nu tager han turen var stuen til køkkenet i udstrakt kravl – en afstand på omkring 4 meter.
Jublen ville ingen ende tage. Videokameraet kom frem igen. Og de stolte forældre og den stolte storesøster talte længe og vidt og bredt om Jonathan fantastiske nye evne. At kravle er en stor milepæl i vores hoveder.. Og når man når milepæle, så skal det fejres behørigt.
Jonathan .. Ja, han havde ikke lige tid. Nu hvor han kan kravle, har han fundet ud af, at hvis han sætter sig lidt tilbage – og ændre på balancepunktet – så kan han selv sætte sig op. Og når han kravler hen til møblerne, – nå ja – så kan man vel også stille sig op af dem..
For Jonathan er der slet ikke tale om en milepæl.. for Jonathan er der bare tale om at være lidt nærmere på at ligne os – og at kunne det samme som os, – men at ligge og sole sig i en milepæl – det er der altså ikke tid til. Hver ny milepæl, er blot en mulighed for at lære den næste milepæl at kende.